Se på himlen hver dag (synssansen)

Hun lever i en anden verden. I kunstens. Og når hun maler er det med alle sanser i udbrud. At lade sig inspirere af et jordbær, når hun maler, handler for hende om at huske smagen, lugten og synet af de sidste, hun havde i hænderne, og om at få bærrets nuancer frem i lyset. Et jordbær er nemlig ikke bare rødt – det kan have op til ti forskellige røde nuancer i sig – og mange andre farver. En opdagelse, hun har gjort, fordi hun i livet ser efter.

Hun er 3. generation af en kunstnerslægt og farfaren Henry Heerup findes også i blodet. Malene Heerups visuelle sans har været skærpet, siden hun var barn. Kunstens tilgang til livet blev også hendes. Faren Ole Heerup sagde engang, at det vigtigste er livskunsten - dét at se og nyde det vi møder om morgenen på vej til bageren, træerne, menneskene, dyrene og duftene – at være til stede og tage livet ind, mens vi bevæger os i det. Det handler i alle tilfælde om at se efter. En tilgang til livet hun forsøger at give videre til sin søn Milan.
- Mennesker har koncepter for, hvad vi mener, vi skal se. Men når vi begynder at se efter, ser vi en masse nye ting. Derovre står en mand med en flot hat, en næse og et hoved, der er rundt, siger vi måske. Men hvis vi ser efter, opdager vi, at hovedet ikke er rundt. Det slår masser af små og ujævne sving. De snorlige rynker ved øjnene, der ligner floder og næsens små skævheder i venstre side, hvad med dem. Er de set? Pludselig ser og fornemmer vi manden på en fornyet måde. Udtrykket i øjnene, det skæve smil, hans bevægelser - hvem er han?
Når Malene Heerup tegner og maler forestiller hun sig, at hun rører ved dét, hun skaber med hænderne. For hende bliver dét at male en meget sanselig og sensuel ting. Det sanselige er det essentielle - at øjnene skal røre, for så får hun formerne, nuancerne og konturerne ind under huden – ikke før. Det handler om at forstå, at ting ser ud, som vi oplever og sanser dem. At der ikke findes facitlister. Vi har vores frihed til at skrive, tænke og male frit. Det er os selv, der begrænser os.
- Jeg er jo selv en total drømmer. Jeg har mine egne ideer om, hvor og hvordan jeg vil leve, se ud og gå klædt, og hvilke meninger, jeg ville have. For mig er mangfoldighed en fantastisk befordrende ingrediens. En for ensrettet verden er svær at være til i.

Med lukkede øjne
Maleren, hvis varemærke er det ekspressive, koloristiske og figurative og også ofte humoren, sælger i dag over hele verden. For hende er farver ikke bare gul, rød, grøn og blå. Hun beskriver dem som fuldstændig forunderlige ligesom toner og klange. For hende kan nuancen gøre underværker i et maleri. Ligesom med musikkens toner, der taler til hinanden og spiller sammen - som en violin, hvor måden du holder staven på er afgørende for den endelige klang. At hver hånd, der spiller eller maler frembringer sin egen klang og nuance. Malene Heerup blander selv sine farver og lægger dem ofte i mange lag for at få dem, præcis som hun ønsker i nuance og stoflighed.
- Nogle af mine største visuelle oplevelser har jeg haft i drømme og med lukkede øjne. Jeg bruger de oplevelser på lige fod med dagligdags oplevelser. Det sker tit, at jeg drømmer noget, der påvirker mig. Når jeg vågner, er billederne inde i hovedet tit stærke nok til, at de bliver siddende på nethinden. Og så gemmer jeg på dem, til de en dag kommer ned på lærredet.
Malene Heerup beskriver sin arbejdsproces som meget fysisk. At det er i bevægelsen og den energi, hun oplever, mens hun maler, at hun ved, hvad hun skal, og hvor hun vil hen med billedet. Hun taler om, at underbevidstheden maler med. Når billedet er færdigt, kan hun mærke det nærmest fysisk, for hende er det en proces med alle sanser i udbrud.
- For mig som kunstner er mine øjne på mange måder min primære indgang til den verden, som jeg lever og arbejder i. At se er for mig at være 100 procent til stede og virkelig se efter. Det er noget med en åbenhed i synet. En slags zoom-funktion, hvor du zoomer ind på noget, som øjet dvæler ved og er i stand til at tage videre med sig ud i dagen, fordi du har tildelt det opmærksomhed.

Se op i uendeligheden
Men vi kan ikke se alting. Kunstneren beskriver åbenhed i synet og sindet som en prioritering, for vi kan ikke se alting. Eller rettere sagt, vi kan ikke rumme alting. Vi kan rumme noget, og jo mere opmærksomme vi er, jo bedre ser vi det noget. Malene Herup fortæller, at det kan give et utroligt livsindhold at begynde at se efter. Livsindhold i form af en større ro i livet - en gøren holdt undervejs, hvor vi lægger mærke til mennesker, nuancer, rum osv. omkring os. Små daglige stop på vejen, mens vi går eller farer af sted, der får os ned i gear og efterlader undren og indtryk. Når hun bliver spurgt om, hvordan man kan øve sig i at se efter, svarer hun.
- Husk at se op på himlen hver dag. Se formerne, farverne og hvad himlen gør ved lyset og farverne på jorden. For mig sker der så meget deroppe, som påvirker mig. Ikke kun er der uendelig med former og figurer, som konstant forandrer sig og tager nye former, himlen er også symbol på selveste uendeligheden – det uendelige rum lige ovenover os, der gør, at tingene hernede får et andet perspektiv, hvad er vigtigt for os? Hvad har betydning for livet? Det andet er at se de mennesker, vi har tæt på os – at se dem i øjnene hver dag.
 

Den levende jukeboks (høresansen)

Kim Preuthun har én sans mindre end de fleste. Synssansen forsvandt, da han var et år, men til gengæld har han en skærpet høresans. Han kan lytte sig til, når det er Marabou-papir, der knitrer - den med nødder, og så kan han høre på stemmen, præcis hvordan du har det.  Til fester kalder han sig ”Den levende jukeboks”, og når han sætter sig til klaveret, kan han 2000 numre udenad.

Han er 39 år og musiker. Foran et klaver, et keyboard eller et fløjlssort flygel er han på hjemmebane og har været det hele sit liv – til trods for, at han ikke kan se tangenterne, når han spiller. Kim Preuthun mistede synet som etårig efter en meningitissygdom.
- Høresansen? Min definition må være, at den betyder alt. I hvert fald for mig. Jeg navigerer efter den. Den er mit radarudstyr, særligt i trafikken. Tag for eksempel lydfyret i et lyskryds, der bipper, når der er grønt - for mig er det uundværligt. Jeg bruger den offentlige trafik dagligt, for jeg bor langt fra mit arbejde - blindebilen er jo stadig ikke opfundet!
At have en psykolog til bords, kan få de fleste til at tænke sig om en ekstra gang, før de taler, for oh oh, hvilke traumer kan bordherren eller -damen få ud af samtalen. Men faktisk burde man være endnu mere årvågen, hvis man fik Kim Preuthun som sidemand, for han kan noget med stemmer. Han kan høre, hvordan de har det. Godt eller skidt eller måske midt i mellem, og hvor skinnet kan bedrage, så kan stemmen det ikke.
- Det er næsten umuligt at snyde med lyden af din stemme. Du kan tage en maske på, sådan en friskfyragtig stemme, hvis du for eksempel er vært i et morgen radioprogram, men de færreste kan holde masken i stemmen særlig længe ad gangen. Jeg kan møde mange mennesker på en dag, og når jeg lytter efter tonefaldet ved jeg altid, hvordan de har det. Jeg kan høre, om de er friske og har glød i stemmen, eller om de er trykkede. Jeg går jo ikke og bruger løs af den viden, men overfor mine venner giver jeg lyd, hvis jeg kan høre på dem, at de tumler med noget. Stemmen afslører et menneske.

Gehøret er medfødt
Han kalder sig ”Den levende jukeboks”, når han tager ud og spiller til fester og eftermiddags-arrangementer blandt andet på plejehjem. Sangdystprogrammet ”Hit med sangen”, kan bare ringe, driller musikeren, for han kan mere end 2000 numre ud af hovedet og er da også for syvende gang i år blevet spurgt, om han vil være kapelmester på Københavns Studenterrevy. 
- Jeg hører jo ikke ting, som andre ikke hører. Det er vigtigt for mig at slå fast. Fordi jeg er blind, er min høresans ikke en størrelse ekstra large eller et særligt slags orakelrør – ikke fra naturens hånd. Det handler mere om, at jeg har måttet skærpe de resterende af mine sanser og især høresansen. Seende har øjnene at gøre brug af, hvilket betydet, at det tit er ørerne, de slår fra. Seende hører ikke altid, hvad jeg hører, selvom vi præcis hører det samme. Det er et spørgsmål om, at mit fokus er anbragt anderledes her i verden. Min opmærksomhed er koncentreret omkring lyde og ikke billeder. Engang imellem får musikeren spørgsmålet, stillet med medlidenhed i stemmen.
- Er du ikke ked af, at du ikke kan se bladene skifte farver. Det er lige fantastisk hvert år.
Men hvor Kim Preuthun ikke ser farveskiftet i bladene, så hører han frøen, der flygter for livet, når fødder kommer vadene. Han hører vinden, og han hører bladene, måske ikke ligefrem, at de skifter ham, men han hører dem, også når det er vindstille. Hvordan vi bliver bedre til at lytte handler ifølge musikeren udelukkende om én ting, nemlig fokus. At vi koncentrerer os om at tune øret ind ligesom en radio, når den leder efter sit program og til sidst finder det.

Fanget i en løgn
Kim Preuthun gør opmærksom på, at hans musikalitet ikke er foranlediget af det manglende syn. Gehøret er medfødt, en gave han er opvokset med og som han har gjort brug af, fordi han så langt, han husker tilbage har haft et klaver inden for rækkevidde. Og han lærer alt udenad. Først lytter han efter og så bliver der spillet. Godt nok findes noder som blindeskrift, men der kan kun læses en hånd af gangen, så det ender i alle tilfælde med udenadslære. Udover musikken, elsker han de gode historier. Historier, som han gerne fortæller videre.
- Det er vildt, hvad folks brug af mobiltelefon har tilført min historiebegejstrede hjerne. Forleden, da jeg stod på Nørreport station overhørte jeg f.eks. en samtale mellem to veninder. Kvinden ved siden af mig fortalte om en slankekur, hun var på. At hun udelukkende havde levet af hytteost og gulerødder i to uger. Veninden i den anden ende roste hende højtlydt, men mens hele samtalen stod på, hørte mine ører også noget andet, nemlig at en plade Marabou blev konsumeret fra enden til anden - Marabou med nødder. Musikeren indrømmer, at det ikke kun var ørerne, der afslørede synderen, også hans lugtesans var i brug - en sans, der naturligt nok også er ekstra skærpet. Hvor om alting er - helt holdt kvinden på Nørreport sig ikke kun til hytteost!

Vi kan ikke skændes, når vi holder i hånd (følesansen)
 
 Alle de følelser, vi føler igennem livet, er for tid og evighed oplagret i den indre hardisk. De kan ikke slettes, men præger os og gør os til de mennesker, vi er… eller rettere er blevet til. For ifølge terapeut Kirsten Due er alt for mange af os ikke os selv. Vi er ikke de originaler, vi oprindeligt var, men derimod de personer, vi tror, vi burde være, fordi vi lader os styre af andre menneskers autoriteter.

De fleste af Kirsten Dues eksempler skaber genkendelighed. For eksempel dét, der handler om, at masser af kvinder dagligt giver ud af et overskud, de ikke har for at tilfredsstille deres omgivelser. Det kan være noget så banalt som frokosttallerkenen, hvor hun giver sin mand den sidste skive lækre roastbøf fra slagteren, mens hun selv tager et stykke med Stryhns leverpostej. Eller det kan være, hun lægger to ananasskiver ned i datterens madkasse, selvom hun selv har vildt lyst til den ene. Hun siger måske ja til en ekstra arbejdsopgave eller aftaler en weekendtur med en veninde, ramt af hjertesorg, selvom hun allermest trænger til tid med familien. Alt sammen overskudshandlinger, der ifølge kropspsykoterapeut Kirsten Due dræner hende. Hun siger.
- Hvis du som menneske ikke sørger for først at mætte dig selv, så kan du ikke af et rent hjerte mætte andre. Du bringer dig selv i underskud og kommer til at føle dig som et offer. I parforholdet bliver det nemt til en købmandsbutik. - Nu har jeg gjort sådan for dig, nu skylder du mig! Men manden, barnet, chefen og veninden ved ikke, at de skylder noget. Det bliver til en række forsmåede følelser inde i kvinden.
Til dagligt har Kirsten Due klienter af begge køn i behandling. Nogle kommer til hende med ondt i sjælen eller i kroppen, mens andre tilsyneladende har et godt liv og så alligevel ikke….de er ikke glade. De føler sig ved siden af sig selv og oplever måske, at de har svært ved at sige fra eller mærke sig selv. Hun bruger en særlig behandlingsform, Transformationsmetoden, der bygger på psykoterapeut Wilhelm Reichs teorier om, at når en muskel ikke kan slappe af, er det fordi, der er en følelsesmæssig modstand. Alle vores muskler har en vis spænding, også kaldet tonus, også når de slapper af. Ved hjælp af berøring møder Kirsten Due kroppens muskelspændinger med præcis samme tonus, som den hun møder. Ved at løsne muskulaturen, løsner hun samtidig op for følelserne, så klienten får mulighed for at finde bag om eventuelle blokeringer og ind til det menneske, han eller hun engang var. Før følelserne satte sig på tværs.

Vi rører for lidt
Kroppen er hjemsted for vores følelser. De ligger for evigt arkiveret på vores indre hardisk og er en del af vores livsbetingelser. Hvor mange låg, vi er i stand til at lægge på dem, er forskelligt fra menneske til menneske, men alle livets reaktioner i form af op- og nedture, glæde, vrede, seksualitet og sorger - de ligger i os. Kirsten Due forklarer.
- I mit arbejde bruger jeg kroppen som vejviser, hvor specifikke kropsområder relaterer til specifikke følelsesområder. Hvem kender f.eks. ikke til ondt i mellemgulvet eller en gråd, der sidder i halsen. En dejlig varm følelse, der hører til i maven eller en direkte smerte i form af forstoppelse, diarré eller kvalme. Og hvem kender ikke til at være stiv af smerter i nakken, fordi vi er vrede eller måske forsøger at holdet hovedet oven vande f.eks. i stresssituationer - de skal bare ikke få mig ned med nakken! Jeg ser kroppen som en åben bog, der fortæller mig, hvor i teksten min klient befinder sig.
Kropspsykoterapeuten oplever berøring som fundamentalt for et menneske og citerer den svenske forfatter Ylve Ellneby for ordene. - Hvis du ikke rør mig, så dør jeg. I hendes hjemland er begrebet Fredelig Berøring efterhånden blevet et både integreret og udbredt redskab til at skabe følelsesmæssig kontakt og bruges f.eks. til bedre indlæring, som værn mod mobning i børnehaver og skoler, i behandling af unge kriminelle, ja selv i fængslerne eller på plejehjem.
- Vi bliver ensomme og sygner hen, hvis ikke vi har mulighed for at give eller at modtage berøring, men desværre er vores føle- og berøringssans blevet en mere og mere glemt følelse. Vi er blevet mere og mere skræmte og fjerne over for berøring eller kærlige knus, hvilket er sket i takt med, at vi er blevet soloindivider, der nok skal klare alting selv. I yderste konsekvens kan manglen på berøring fremme pædofili og sexovergreb. Kirsten Due forklarer, at der rent fysiologisk sker det, at vi ved berøring udskiller hormonet oxytocin, der virker beroligende - det samme hormon som ammende kvinder til overmål producerer i ammeperioden. Gode følelsesmæssige relationer fungerer som vitaminindsprøjtninger, hvorimod dårlige bliver ligesom gift. Vi kan ikke skændes, hvis vi holder i hånden.

Samtalekøkkenet som erstatning
Ifølge Kirsten Due er det paradoksalt, at netop wellness bølgen i disse år skyller ind over os, for rørte vi noget mere ved hinanden, gav flere knus og daglige berøringer, så ville der ikke være så stort et behov for at give penge ud på noget, der burde være naturligt i hverdagen. Samtidig vover hun påstanden, at grunden til, at samtalekøkkener er blevet så populære også handler om, at når vi ikke er i ordentlig nærkontakt med os selv og hinanden, så skaber vi en konstrueret kontakt som erstatning.
Filosoffen Søren Kierkegaard har engang sagt, at et hvert menneske har en forseglet ordre her på jorden – et mål for tilværelsen - og med hans ord in mente er Kirsten Dues mål at hjælpe sine klienter på den rejse. Hun siger.
- Jeg synes, det er vigtigere end nogen sinde, at vi bliver i stand til at lytte til os selv og kunne mærke, hvad vi føler. Også fordi påvirkningerne udefra er kraftigere og hurtigere end nogensinde før. Mange mennesker er blevet så vant til at lytte til deres omgivelser, at de blokerer for, hvad de selv føler. Forventninger og forestillinger udefra eller fra egne gamle tanker kan virke så stærke, at det ikke er til at skelne mellem, om det er isen, vi blev lovet som børn og ikke fik som stadig forvolder en følelse af svigt, om det er dødsfaldet, vi aldrig fik bearbejdet eller måske ungdomskæresten, der til stadighed forhindrer en ny i at tage bolig. Ofte aner vi ikke, hvilke følelser, der ligger og rumler, og vi kan derfor komme til at bygge videre på nogle helt forfejlede selvopfattelser – f.eks. at vi er mindre værd end andre.
Kropspsykoterapeuten taler om, at vi skal tilbage og mærke vores egen indre autoritet og essens. Vi er i mange tilfælde blevet så vant til at lytte til autoriteter uden for os selv, at vi helt mister vores egen indre guide, der gør os i stand til at kende vores grænser, lyst eller behov. Det kan være, når vi spørger pædagogen og læren, hvordan vores barn har det i stedet for selv at kende svaret, eller når vi bruger psykologen og lifecoachen til at fortælle os, hvor vi skal hen. Det er i alle de tilfælde, hvor vi opdager, at burde og skulle begynder at styre vores liv. Kirsten Due siger.
- Vi er alle originaler og skal derfor ikke sammenligne os med andre. Hvad andre gør, mener og siger, er ikke et spejl for, hvad vi bør gøre, mene og sige. Vi har en forpligtelse til at tage os selv og vores egen plan og vores liv alvorligt – men ikke højtideligt. For ikke at miste os selv, skal vi være i stand til at lytte til os selv og føle efter. 

Glem alt om dyre parfumer og aftershawes (lugtesansen)

Lugtesansen er den eneste af vores sanser, der har særstatus. Hvor de andre sanser afleverer deres beskeder bagerst i hjernen, har lugtesansen direkte adgang til de centre midt i hjernen, hvor vi træffer afgørende beslutninger om, hvad vi oplever dur og ikke dur her i livet. I valget af partner har lugtesansen derfor også en finger med i spillet.

- Er det rigtigt, når forskerne siger, at vi lugter os frem til vores kæreste? Jeg stiller ham spørgsmålet som et af de første, men Thomas Raab, der er videnskabsskribent og foredragsholder og blandt andet besvarer spørgsmål i hjerneforsker Peter Lund Madsen netbrevkasse, har god tid. – Bare rolig, det kommer vi til, siger han og begynder i stedet en forklaring om hjernens opbygning. – Men hvad er det præcis, vi lugter efter, når vi leder efter manden eller kvinden i livet? Spørger jeg igen, for jeg må altså vide det. Eksperten holder en lille pause, smiler igennem telefonen og starter så, hvor han ellers ville slutte – nemlig ved kønsdriften!
- Det er meget få af os, der registrerer de påvirkninger, lugtesansen sender os i forbindelse med partnervalg. Det sker helt ubevidst. Det typiske eksempel inden for forskningen er tshirt-testen. En række heteroseksuelle forsøgspersoner, lige mange mænd og kvinder, fik hver en tshirt på, som de skulle gå og svede i en hel dag. Bagefter blev tshirtsene lagt op på en række, mænd for sig og kvinder for sig, og grupperne skulle nu via lugtesansen udvælge en partner blandt det andet køn. Det viste sig nu, at forsøgspersonerne valgte den person, hvis immunforsvar var mest forskelligt fra deres eget. Det handler om overlevelse.
Thomas Raab forklarer, at vi helt instinktivt vil søge en partner i livet, som komplementerer os. En partner, hvis immunforsvar er så forskelligt fra vores som muligt, så vi i fællesskab kan sikre vores børn mest optimalt imod sygdomme. At vi i de sidste hundrede år, i hvert fald i den vestlige verden, har levet i et samfund med et toptunet sundhedssystem, der kan gøre de fleste af os raske, når vi er syge, gør ifølge videnskabsskribenten ingen forskel. Hjernen reagerer, som den har gjort i årtusinderne – pr. instinkt og overlevelse. Sådan har den siden tidernes morgen været indrettet. Men betyder det så, at man som par kan lade sig sved-teste for at konstatere, om man havde giftet sig med den rette? Thomas Raab griner.
- Så vidt jeg ved, er den slags forsøg aldrig blevet lavet, måske fordi ingen tør stille op! Nej, hånden på hjertet - lugten af et andet menneske er kun én af mange faktorer. Forskningen viser uden tvivl, at partnerens lugt i stor grad påvirker os følelsesmæssigt, men at der er mere på spil i jagten på kærligheden, er forskerne også enige om. Faktum er dog, at hvis vi oplever, efter at have lært en potentiel partner at kende, at vi alligevel ikke har de store følelser for vedkommende – så kan det være lugtesansen, der har givet sit besyv med.

God lugt virker positivt
Hvor syns- og høresansen har hjemme i den bagerste del af hjernen, hvor vi skaber vores primære virkelighedsopfattelse – altså forestillingen om verden omkring os i billede og lyd - er lugtesansen den eneste sans med direkte adgang til de centre midt i hjernen, der udover at huse følelserne og hukommelsen også har forbindelse til den vigtige forreste del af hjernen, hvor vi træffer vores beslutninger om rigtigt eller forkert. Det er her, vi afgør – blandt andet ved hjælp af lugtesansen - om vi føler os frastødt eller tiltrukket af de mennesker og ting, vi møder.
- Et eksempel på lugtesansens påvirkning kunne være et hus, der er gjort rent efter alle kunstens regler, men bare ikke lugter af rengøringsmidler – den lugt hjernen normalt forbinder med renhed. Her vil vi umiddelbart have svært ved at opfatte huset som rent. Langt hellere godtager vi det hjem, der måske kun er rengjort meget overfladisk, men som derimod oser af Ajax, som nyskuret!
Thomas Raab refererer til en nyere undersøgelse med et andet eksempel. Her blev en række forsøgspersoner udsat for en ubevidst lugtpåvirkning, mens de blev bedt om at tage stilling til portrætter af for dem ukendte mennesker. Mens de vurderede billederne var der henholdsvis god og dårlig lugt i lokalet. Eksperten understreger, at der med ubevidst lugtpåvirkning menes lugte, der bliver opfattet ligesom muzakken i et supermarked, altså at du som kunde nok registrerer den, men ikke lytter til den. Der var altså ikke tale om tydelige, genkendelige lugte som forsøgspersonerne kommenterede, straks de kom ind - f.eks. lugten af nybagt brød eller sur mælk. Undersøgelsen konkluderede, at en god lugt i lokalet ubevidst fik de ukendte personer til at fremstå positive, hvorimod selv samme personer blev opfattet negativt af forsøgspersonerne, når lugten i rummet var dårlig. Men hvad er god og hvad er dårlig lugt? Er vi enige om det? Videnskabseksperten forklarer, at i grove træk ja, men også her, skiller lugtesansen sig ud. Lugtesansen er en meget subjektiv sans, så personlig, at vi ikke har et fælles sprog til den. Når vi skal beskrive en lugt for andre, er den eneste måde at gøre det på ved at referere til andre lugte, vi selv eller den overfor os kender til. Vi kan f.eks. ikke bare forklare en lugt som rund og gul og varmblodig! Sproget er ikke dækkende. Og tegne en lugt, det går heller ikke. Men hvorfor er det sådan?

Lugten af klementin
- Når vi ser på os mennesker, er der ingen tvivl om, at den måde vi oplever og tænker verden på, sker i billeder og lyd. Vores kultur er indrettet med computer og tv og andet digitalt isenkram, og derfor betyder synssansen sammen med høresansen enormt meget for os. Det er jo ikke tilfældigt, når vi ser fjernsyn, at billeder og lyd er tilstrækkeligt til at gøre verden troværdig – vi lever jo for eksempel fint med, at tv´et ikke udsender lugte.
Den historiske forklaring, hvis vi lige skal have den med, går ca. 65 millioner år tilbage, dengang de fleste pattedyr jagede føde om natten, fordi dinosaurerne hærgede om dagen. Da dinosaurerne døde, fik natteravnene mulighed for at jage om dagen, og vores forfædre fandt ud af, at hvor de før var dybt afhængige af lugtesansen, kunne de nu bruge synet til at opdage fødeemner – faktisk udviklede de ret hurtigt en eminent farvesans. Lugtesansen blev skubbet i baggrunden til fordel for synssansen, og sådan er det stadig den dag i dag. Og dog, for vi kommer ikke uden om, pointerer Thomas Raab, at selvom lugtesansen måske ikke har et sprog at komme til orde i, så er det den af vores sanser, der giver os de suverænt mest intense erindringsoplevelser. Hverken fotos, lyde eller berøringer får os i samme nærværende grad til at huske tilbage og mindes.
- I og med lugtesansen kommer i umiddelbar nærkontakt med både følelser og hukommelse inde i hjernen, har den en særlig betydning for vores erindringsoplevelse. Du træder måske ind i en elevator midt i april, hvor der lugter af klementin og straks er du hensat til juleaften og følelsen af total samhørighed, hvis det er sådan du har det med julen. Eller modsat er du måske ved at kløjes i turen, fordi den lugt minder dig om en højtid, der var alt andet end idyl. En lugt kan få dig til at sitre af glæde eller vrede og hvine af fryd eller ubehag. En lugt kan påvirke kroppen på under et sekund.
Træning af lugtesansen handler om fokus. Thomas Raabs opfordring lyder, at vi fokuserer på lugtene omkring os og nyder, at vi har et indbygget system, der kan berige verden. For ham er den gode lugtoplevelse direkte forbundet med nydelse – og at smagssansen ville være komme til kort uden lugtesansen som følgesvend, slår han samtidig fast. Det er lugtesansen, der giver nuancerne.
 

Her hjælper ingen kære mor eller clairvoyant (Den sjette sans) 

I virkeligheden er den sjette sans toppen af kransekagen. Det er en indre sans, der kun kan fungere, når de fem andre sanser spiller tæt sammen. Et andet ord for den sjette sans er intuitionen, og ifølge afspændingspædagog Susanne Kihlgast sidder den hos nogle i maven, mens andre oplever den som en stærk indre fornemmelse, der dukker op i tankerne. I alle tilfælde handler det dog om, at intuitionen slår på tromme, hvis noget er godt eller skidt, og tør vi tage larmen alvorligt, kan den give os svar på nogle af livets store spørgsmål som hvem vi elsker, hvad vi ønsker os mest i livet og vigtigst af alt, hvornår vi er tro mod os selv.

Når hun som barn besøgte sin farmor og Ejner var det bedste i verden at gå rundt i haven, kratte lidt i jorden, stjæle jordbær og lege med vennerne. De venner, som bedsteforældrene dog ikke kunne se, for de var usynlige for alle andre end hende. Allerede som barn havde Susanne Kihlgast en særlig evne til at se og høre fænomener, vi i dag betegner som overnaturlige. Som voksen uddannede hun sig til afspændingspædagog, senere til psykoterapeut, kraniosacral- og hypnoterapeut. Susanne arbejder i dag med de forskellige terapier former, clairvoyance og som underviser i yoga og meditation. Når hun i hverdagen får kontakt til bevidsthedsformer som f.eks. engle og genfærd, kalder hun dem for energier fra mellem himmel og jord. De dukker op, fordi de har noget at fortælle.
- Det var først, da jeg uddannede mig til psykoterapeut, at jeg gjorde mine evner til min levevej. Med uddannelsen fik jeg et sprog, der kunne formidle mine beskeder med en pædagogisk og psykologisk etik. Det er afgørende, at du som clairvoyant er opmærksom på måden, du kommunikerer på. Siger du f.eks. under en clairvoyance, at du ser klientens store kærlighed som en høj mand med mørkt hår, så vil ordene rumstere i hendes underbevidsthed i årevis. Sådan er det jo med livsvigtige beskeder, de huskes. Hver gang klienten fremover møder en sød fyr, der ikke er høj og mørkhåret, vil hun ikke kunne give sig helt hen. Det er jo ikke ham!
Ifølge Susanne Kihlgast kan en clairvoyant ikke altid se nuancer. Om dét syn, hun får ind, involverer en lys- eller mørkhåret er aldrig helt sikker, og størrelsen er også relativ. Høj i forhold til hvad? Til clairvoyancens onkel, som hun altid har opfattet som høj eller i forhold til hende selv? Men også tidsbegrebet snyder. Afspændingspædagogen fortæller, at andre bevidsthedssfærer ikke opererer med vores klokketid - deres tidsbegreb er ophævet. Får klienten derfor at vide, at hun vil møde sin udkårne inden for to år, kan den besked være upræcis. Som clairvoyant skal du holde dig fra at videregive detaljer, og som klient skal du dy dig for at spørge efter dem, lyder rådet fra Susanne Kihlgast. Men tilbage til sjette sansen. Alle har den, fastslår eksperten.

Det rene nej
Susanne Kihlgast forklarer, at hos mennesker, der i det daglige arbejder med omsorg, det kan være sygeplejersker, pædagoger, hjemmehjælpere og psykologer, vil den sjette sans være mere naturligt aktiv end hos f.eks. bankmanden, der primært koncentrerer sig om at tale med sine kunder om lån og renteforhold og ikke om personlige anliggender, der kræver empati.
- Når jeg siger, at den sjette sans er en sammensmeltning af vores forskellige sanser, så påstår jeg samtidig, at vi alle har den - udfordringen er så bare at få den mere på banen, hvis det altså er dét, vi ønsker. Og når jeg siger det på den måde, så handler det om, at når vi giver intuitionen en større plads i vores liv, så går det også tættere på vores følelser. Så vover vi at lytte til og følge de signaler, kroppen giver - og dét vi mærker, er der ikke altid en forklaring på. For masser af mennesker er den største barriere overhovedet at turde lytte til deres intuition. At rette sig efter en intuitiv fornemmelse frem for en rationel vurdering er jo ikke dét, vi er opdragede til. Fornuften får i de fleste tilfælde lov at råde!
Afspændingspædagogen taler om, at intuition kræver øvelse, men hvilken? Hendes formel sidder i tre små ord: Lev i nuet. En sætning, der kan opleves nærmest øretæveindbydende for et moderne menneske, for hovedparten af os lever netop alle mulige andre steder end lige nu. Vores tanker er tilbage ved i går eller fremme ved næste torsdag, vi har slet ikke tid til at være, hvor vi er! Men formår vi at være til stede, så åbner vi for den sjette sans og dermed også for evnen til at fornemme indefra.
- Er vi i nuet, har vi en mere ren fornemmelse og sanselighed omkring tingene. Intuitionen er nemlig meget præcis i sine beskeder. For nogle sidder den som en mavefornemmelse, mens andre mærker den som en stærk fornemmelse i tankerne. Men én ting er at mærke efter, en anden er at turde reagere. Og vi behøver ikke handle på her og nu, bare vi gør det på et senere tidspunkt. At følge sin intuition er først og fremmest et spørgsmål om at tage den alvorlig og gøre noget ved den. Susanne Kihlgast nævner telefonsamtalen mellem veninde Anne og Klara som eksempel. Der sker det undervejs, at Anne presser en aftale igennem, som Klara har det skidt med. Måske Klara ikke når at reagere umiddelbart og derfor siger ja, selvom hun ikke har lyst til, men fornemmelsen var dér, og den må hun holde fast i. Hun er nødt til snarest muligt at ringe tilbage til Anne og melde fra – både for at bevare sin selvrespekt, men også for at være tro mod sig selv.

Tag ansvar
For Susanne Kihlgast er det vigtigt at slå fast, at da vores intuition er følelsesmæssigt funderet, har vi ikke altid en rationel forklaring på vores reaktioner. Hvis vores sjette sans fortæller os, at det her går ikke, så opfordrer afspændingspædagogen til, at vi fastholder vores nej - også uden en forklaring. Ikke alt kan og skal forklares, men alt kan fornemmes!
For afspændingsterapeuten er kodeordet, at vi tager et ansvar for os selv og dermed indser, at kun vi kender de endelige svar på de udfordringer, vi tumler med. Vi kan gå til nok så mange eksperter med spørgsmål som: Elsker jeg ham nok? Burde jeg finde mig et andet arbejde osv. Men skærper vi vores sanser og mærker efter, så ved vi godt, hvad vi vil og ikke vil?
- Det kan være, at jeg sidder med en klient foran mig, der har brug for et råd omkring sit parforhold. Her har jeg måske en stærk fornemmelse af, at hun skal forlade ham, men det fortæller jeg ikke. Min opgave er at hjælpe hende til selv at se det. Beslutningen om at lade sig skille skal være 100% hendes. Som clairvoyant kan du få nok så mange fornemmelser og beskeder, men det fralægger ikke det enkelte menneske det personlige ansvar. Du har et ansvar for den besked du giver, og klienten skal modsat vide, at de fleste svar kun kan hentes hos hende selv. Mange siger til mig, at de ikke kan mærke, hvad de føler, men det kan være fordi, der er så mange lag at forholde sig til. Det kan være hensynet til de fælles børn, til svigerfamilien, omgivelsernes reaktion, eller til det dyre hus, parret har investeret i. Her gælder det om at skrælle væk og koncentrere sig om at være til stede og mærke efter - elsker, elsker ikke?
Og ingen behøver at frygte at få afspændingspædagogen til bords, for hun fornemmer kun et andet menneske, hvis hendes bevidsthed er tunet ind på det, og hun har fået lov.
- Jeg ser folk, jeg møder, som lukkede dagbøger, hvor jeg først kigger ind, når de giver mig lov. At fornemme et menneske terapeutisk er for mig et arbejde. Det sker, når en klient ringer og bestiller tid, at hun siger til mig. – Fornemmer du ikke noget omkring min situation nu og her?, hvor jeg må skuffe og svare, at nej desværre, jeg fornemmer ikke på kommando - først når sjette sansen er skærpet.