SorgPilot på fuld tid

Hendes vision hedder mindst én SorgPilot i alle landets daginstitutioner og skoler. Ilona Bechsgaard, der i de sidste tre år har sendt 40 flyvefærdige piloter på vingerne, får god feedback. Tilbagemeldinger som ”kolossalt brugbart” og ”gør en kæmpe forskel” skaber glæde, for som initiativtager ønsker hun at favne flest mulige børn og unge i Danmark - ramt af sorg. Uddannelsen henvender sig til pædagoger, dagplejepædagoger, sundhedsplejersker, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og andre i kontakt med børn og familier.

”Sorgen har mange ansigter. Den kan vise sig i forbindelse med skilsmisse, sygdom, dødsfald og andre former for tab, f.eks. en flytning til en ny by, hvor barnet må opgive den institution, børnehave eller skole og de relationer, barnet er knyttet til. Det kan være overgangen fra vuggestue til børnehave. Det kan være kæledyret, der dør, eller krammedyret, som forsvinder. En far, der udsendes som soldat i Afghanistan eller måske sidder i fængsel. Det kan være, at far eller mor drikker eller udøver vold i familien. Masser af danske børn er i dag i klemme, og derfor er der behov for professionelle voksne, der kan håndtere sorgen og også rumme den. Hvis ikke vi nemlig tager hånd om sorgen, mens tid er, kan den vokse sig større. Den undertrykte sorg vil vise sig før eller siden.”
Ilona Bechsgaard er uddannet psykoterapeut, og en morgen i 2004 vågner hun og tænker: ”Jeg må lave en efteruddannelse for fagfolk”. Hendes ønske er at videreformidle den viden og erfaring med børn og familier i sorg, som hun har tilegnet sig gennem sit mangeårige arbejde med sorggrupper, terapi, foredrag og kurser. Ilona Bechsgaard ønsker at sprede sin viden som ringe i vandet.
De første ti SorgPiloter sætter sig på skolebænken i 2006. Kendskab til den etårige SorgPilot-uddannelse udbredes via pressen, Internettet og en brochure, som beskriver uddannelsens indhold, og ellers er det via mund til mund metoden, og når Ilona Bechsgaard holder foredrag og temadage, at folk bliver gjort opmærksom på den.
”Et par måneder før hold et gik i gang, var der på en skole i nærheden et dødsfald blandt eleverne, her ringede inspektøren med et behov for vejledning til lærerkollegiet. Senere bad han mig holde foredrag for forældrene. Her mødte 100 forældre op, og skolen endte med at sende en lærer til det første hold SorgPiloter.”

En zapperkultur
Når Ilona Bechsgaard bliver spurgt til, hvordan vi danskerne overordnet set forholder os til sorgens rum, beskriver hun det som dobbeltsidet. På den ene side vågner vi mere og mere op - både fagfolk og forældre – og forstår, at når store livsomvæltninger rammer, kræver det ekstra opmærksomhed. På den anden side mener hun, at der stadig er utrolig mange af os, der er præget af berøringsangst og zapperkulturen. ”Vi må hele tiden videre. Hvis det ikke lige er godt nok her, så zapper vi bare videre til næste program. Livet må ikke gøre ondt. Vi tror, at hvis ikke vi taler om det smertelige, så går det væk af sig selv, men sådan er det ikke. Der kan allerhøjst blive lagt låg på smerten. Den er der stadig.” Psykoterapeuten taler om, at især børn har et meget naturligt forhold til døden. Man kan tale med dem om alt, ofte meget bedre end med de voksne, for i de fleste tilfælde er voksne mere usikre og tilbageholdende.
”Sorg skal tages alvorligt, og der skal tages hånd om den. Vi vil så gerne befri os selv og vores børn for smerte, men smerten hører jo med. Vi kan ikke undgå den, ligesom vi heldigvis heller ikke kan undgå mødet med dét, der er rart og dejligt. For mig er det vigtigt, når jeg arbejder, at det aldrig bliver for tungt og alvorligt. Sorgen er alvorlig, men den må ikke tynge os ned.”
En skoleleder sagde engang efter et foredrag: ”Der er godt nok ikke meget begravelsesstemning over dig, Ilona!” noget, hun betragtede som et kompliment. Ilona Bechsgaard forklarer, at dét at fylde lethed i arbejdet, handler om at prioritere det positive livssyn og åbenheden over for alle sider af livet.
”Når vi som mennesker er i stand til at tage det positive ind, så er vi også bedre rustede til tider med smerte. Vi skal øve os på at gøre os selv større, så vi kan rumme mere, for kan vi det, kan vi også rumme de følelser, der gør ondt. Mennesker, der f.eks. begår selvmord, kaster sig ind i et misbrug med alkohol eller piller eller måske begynder at skære i sig selv, gør det, fordi de ikke er godt nok rustede til at rumme de voldsomme følelser, der åbenlyst findes inden i dem.”
For stifteren af SorgPilot-uddannelsen er det afgørende at få hele paletten med, at livet er både godt og ondt. Også titlen handler om at signalere lethed, overskud og humor. Ilona Bechsgaard forklarer, at havde hun f.eks. valgt navnet ”Sorghjælperuddannelse”, ville det have givet nogle andre og mere tunge associationer. Hun kan li´ metaforen ”pilot”, fordi den også i forhold til børn virker illustrativt.
”Børn har nogle gange en oplevelse af, at deres forældre eller søskende er oppe i himlen. SorgPiloten kan bruge det i en leg, hvor han eller hun sammen med børnene tager en tur op i skyerne, så de kan tale lidt med deres elskede. For både børn og voksne kan dét at flyve op hjælpe med til at få et bedre overblik over den sorg og de tab, der ligger foran en.”

Langvarende konsekvenser
Børn i sorg skal i en tryg favn. Ilona Bechsgaard understreger flere gange, hvor vigtigt det er.
”Både her og nu går det ud over børnenes livskvalitet, men også på sigt. Mange børn fyldes med angst, hvis der opstår situationer i deres liv, som de ikke kan overskue. Oplevelser, der giver en daglig smerte. Børn i livsomvæltende begivenheder er de voksnes ansvar. Hvis ikke der tages hånd om sorgen, kan barnet miste tillid til verden og til fremtiden. Nutidens børn er jo fremtidens voksne, og går der for lang tid med en ubearbejdet sorg, kan det være svært senere at få øje på den og især at koble de signaler, barnet sender fra oplevelser, der måske ligger langt tilbage.”
Ilona Bechsgaard giver flere eksempler på meget urolige børn i børnehave og skole, såkaldte ”problembørn”. Men hun forklarer, at når barnet måske ter sig uregerligt, kan årsagen sagtens stamme flere år tilbage, til dengang faren f.eks. blev dræbt i en trafikulykke. Familien var dengang fuld af sorg og moren så dybt ulykkelig, at barnet indtog rollen som den stærke overlever. Nu har mor fået det godt igen, har måske fået ny kæreste og nyt overskud, så først nu er der plads til, at barnet kan reagere.
”Hvis vi ikke får grebet fat i de reelle årsager, kan barnet fejldiagnosticeres og deraf fejlbehandles. Selvom hjernen måske for længst har gemt væk, så husker kroppen den smerte, der har været. Ofte sker det også for børn, udsat for seksuelle overgreb som små, at de kan fortrænge oplevelsen, men den ligger i kroppen, og en dag står de måske og truer en pædagog med en kniv. Det er ren overlevelsesmekanisme. Dengang kunne de jo ikke forsvare sig, når nogen overskred deres grænse.”

Flyvefærdig i sorg
I september 2009 begyndte det femte hold af Sorgpiloter, og et sjette starter til foråret. Ilona Bechsgaard kalder uddannelsen for en tiltrængt efteruddannelse og overbygning på uddannelser, der kvalificerer til kontakt med børn og familier. Den største interesse har hidtil været fra pædagoger, lærere, dagplejepædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere, men også psykoterapeuter har siddet på skolebænken og netop nu er lederen af kapellet på Århus Sygehus under uddannelse, da han dagligt møder pårørende til afdøde, og gerne vil klædes bedst muligt på til at klare den opgave.
”Udover mig som primær underviser, henter jeg relevante og kompetence gæstelærere udefra. Dorthe Korshøj fra Børns Vilkår, Jes Dige og Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelsen, psykolog Jannie Kildested, med speciale i skilsmisser, og familieterapeut Karen Glistrup er nogle af de gæsteundervisere, vi har haft her på uddannelsen. Vi har de bedste kræfter inde, og ambitionsniveauet er højt.”
På hold fem mødte 18 entusiastiske fagfolk op, og netop entusiasmen kendetegner uddannelsen, fortæller initiativtageren. Hun siger, at folk virkelig brænder for at lære, og som underviser er det et fantastisk fundament at arbejde ud fra. Men hvad kræver det af menneskelige kompetencer at gå i gang som SorgPilot?
”Jeg oplever, at det i høj grad kræver, at du som kursist har viljen til at se på dig selv. Der kræves evne til refleksion og mod til at handle og være i sorgens rum. Der er brug for fleksibilitet og viljen til både at lære nyt, og til at vende ting om og se dem fra andre vinkler.”
Det er svært for Ilona Bechsgaard ikke at smile stort, når hun bliver spurgt til piloternes tilbagemeldinger. De er glade, fortæller hun og beskriver uddannelsen som kolossal brugbar. De oplever, at de gør en forskel både privat og på arbejdspladsen allerede efter første modul. SorgPiloten bliver hurtigt til en ressourceperson, der kontaktes af både børn, forældre og kollegerne.

Typiske sorgreaktioner hos børn
Koncentrationsbesvær og problemer i skolen. Tristhed og tendens til at ville isolere sig fra de andre. Følelser af skam, skyld og vrede er hyppigt forekomne. Barnet kan udvise en adfærd, der er meget opmærksomhedskrævende eller omvendt ville samarbejde mere end godt er. Barnet kan frygte at være alene og føler længsel og savn. Mareridt og søvnproblemer kan også være et tegn. Fysiske symptomer er typisk ondt i maven, hovedpine, og at barnet reagerer ved at tisse i sengen.

*

Onsdagen er lys

Nanna Hansen blev færdig som pædagog i 2004 og har siden arbejdet på Tempeltræet, en fritids- og juniorklub for de 10-14 år på Frederiksberg. I juni blev hun kommunens første SorgPilot — bogstaveligt talt— for kommunen betalte sammen med Tempeltræet for uddannelsen, så Nanna kan guide og hjælpe også andre klubber i kommunen med viden og handleplaner. På Tempeltræet er onsdagen helliget arbejdet som SorgPilot.

”For fire år siden havde vi et barn, der mistede sin mor. Jeg følte, at vi ikke vidste nok, og jeg begyndte derfor at lede efter mere viden omkring børn i sorg. Da jeg faldt over uddannelsen til SorgPilot, var jeg ikke i tvivl — den ville jeg bare tage. Jeg kan huske, at vi dengang barnet mistede sin mor var usikre på, hvorvidt vi f.eks. skulle gå med til begravelsen, om vi kunne tillade os at ringe til faren, og i det hele taget, hvordan vi bedst kunne følge op på dødsfaldet også bagefter.”
For Nanna har SorgPilot-uddannelsen i den grad gjort en forskel. Hun har fået en værktøjskasse med masser af kommunikationsværktøjer i forhold til at møde børn og voksne, der sørger. Hun har fået en grundlæggende viden om forskellige sorgreaktioner og de processer, børn skal igennem. Usikkerheden og en eventuel berøringsangst er væk, for nu kan hun reagere rigtigt og straks.
”Som eksamensprojekt udarbejdede jeg en ny handleplan til Tempeltræet. Kort tid efter mistede en anden af vores børn sin far, og vi havde nu en konkret plan at handle efter. Alle i personalegruppen blev informeret, så ingen var i tvivl om, hvordan de skulle håndterer barnets tab.”
Nanna fortæller, hvordan de allerede dagen efter, at de fik beskeden om dødsfaldet, tog fat i barnet og fik talt om sorgen. Også moren blev der ringet til, så hun vidste, at Tempeltræet ville følge barnet tæt. Nogle af pædagogerne deltog i begravelsen, og barnets klassekammerater blev bagefter inviteret ned i klubben til Nanna til en snak om døden og dét at miste.
 ”Vi havde pludselig en viden og en ballast at trække på. Jeg følte mig klædt på og kunne se, at dét vi gjorde, hjalp både barnet og omgivelserne. Når jeg nu spørger ind til faren, og om hvordan fødselsdage i familien eller sommerferien har været uden ham, så oplever jeg, at behovet for at tale om det er meget stort. Til forskel fra før tør jeg nu spørge ind til det på grund af den viden, jeg har fået. En sorgproces er et livslangt forløb, og som voksne må vi spørge ind igen og igen. Barnet har behov for den omsorg — det er så afgørende at få sat ord på de tanker og følelser, der er.”

I festtøj hver onsdag
Det er nu fast kutyme, at Nanna hver onsdag er SorgPilot. Ikke sådan at forstå, at hun ikke de andre af ugens dage trækker på sin viden, men her er det planlagt. Om onsdagen ved børnene, at Nanna sidder ovenpå, og det er børn med behov, der er særligt velkomne. Foreløbig har SorgPiloten planlagt det sådan, at hun hver anden onsdag samler aldersvarende børn, der har mistet en forælder, og hver anden onsdag samler gruppen af børn, hvis forældre er skilt.
”I alle skoleklasser mellem 0 og 9 klasse vil der være en elev, der i løbet af skoletiden mister en forældre. Hos os på Tempeltræet har vi lige nu ni af de børn. Også skilsmisser er i dag blevet en del af hverdagen. Mellem 1/3 og halvdelen af vores børn vil opleve, at far og mor skilles. Jeg vælger i første omgang at fokusere på de to grupper.”
I onsdags havde Nanna to af børnene med på kirkegården. Her plantede de en blomst og satte stearinlys på forældrenes grave. Der blev snakket om hvordan, det er at miste, og hvordan det er i dag. De to børn fandt et fællesskab, som især den ene havde savnet, for barnet er helt alene i klassen om at have mistet en forælder. For begge børn gælder det, at de ikke tidligere har været i sorggruppe, og i familierne er initiativet blevet taget vel imod.
”Den forælder, der er tilbage, er taknemmelig for det arbejde, jeg gør, fordi vedkommende godt ved, at der er stort behov for en sorgbearbejdelse.”
SorgPiloten på Frederiksberg fortæller, hvordan hun om onsdagen altid sørger for at se ekstra godt ud. Hun griner, når hun fortæller det, men ikke desto mindre er der noget om snakken. Onsdagen er lys — den dag tager Nanna sit lyse og festligste hverdagstøj på, også selvom efteråret måske raser udenfor, og hun mest har lyst til en grå uldtrøje. Der skal være en glad og positiv stemning omkring SorgPiloten, forklarer hun, og derfor skal tøjet også signalere lethed og glæde.
”Vi kalder det at gå ovenpå, når børnene skal besøge mig. Det må ikke lyde alt for alvorligt, når kammeraterne spørger, hvad vi skal. F.eks. i gruppen af børn, hvor forældrene er skilt, viser det sig jo også, at der kan være positive ting omkring en skilsmisse. Måske barnet nu har mulighed for at have et kæledyr hos den ene forælder, hvilket før var umuligt, fordi far eller mor er allergisk overfor dyr. Det kan også være, at barnet får nye små søskende, hvilket før var udelukket, fordi de biologiske forældre ikke ville have flere børn. Jeg forsøger også at skabe plads til alt det gode, der kan komme ud af en skilsmisse.”
Udover at uddannelsen i sig selv ruster kursisten til mødet med sorgen, understreger Nanna, at også netværket under uddannelsen har en stor betydning. Hun har lige sammen med en anden kursist besøgt den norske kræftsygeplejerske og SorgPilot Inger Grethe på hendes arbejdsplads i Norge, og det besøg gav dyrbar viden.
”En SorgPilot er under evig uddannelse, tror jeg. Det handler om at erfare og suge til sig også af andres erfaringer med børn og familier i sorg.” 
 
 Citat:
”Hvert år mister mere end 4.000 børn og unge i Danmark en far eller mor. 42.000 børn oplever, at én af deres forældre bliver akut indlagt. Over 380.000 børn lever adskilt fra mor, far eller begge forældre. Årsagen kan være skilsmisse, sygdom, anbringelse uden for hjemmet.”
Citat fra brochuren om SorgPilot-uddannelsen.

Faktaboks:
Uddannelsen til SorgPilot er certificeret og tager et år fordelt over seks moduler af fire dages varighed med en afsluttende opgave. Desuden mødes alle til en evalueringsdag et halvt år efter. Uddannelsen er rettet mod voksne, der ønsker at gøre en ekstra indsats i arbejdet med børn og unge i sorg. Den henvender sig til pædagoger, lærere, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere, psykologer, præster og andre, som kommer i kontakt med børn og familier i sorg.  En SorgPilot får en grundlæggende viden om børn i sorg og børns forskellige sorgreaktioner.
Uddannelsen koster 38.500 kr. plus internat, og stadig flere kursister får deres arbejdsplads til at betale for den.

Faktaboks:
Ilona Bechsgaard er privatpraktiserende psykoterapeut med speciale i sorg, krise og livskvalitet. Hun har siden 1994 holdt foredrag og kurser om børn og voksne i sorg. I 2002 oprettede hun sorggrupper for børn mellem 3 og 12 år. Hun er uddannet psykoterapeut fra ID-Terapeutisk Institut.
Ilona Bechsgaard er netop nu aktuel med bogen: ”Højtider og mærkedage med børn i sorg - ideer til at handle på nye måder i sorgens rum”. Rekvirer den på: mail@ilumia.dk

Man skal fodre sine krokodiller

Hvornår cykler det for os? Skuespiller og hverdagscyklist Mette Horn er ikke i tvivl. For hende er livet bedst, når vi gearer ned, rykker sammen og husker at fejre de andres sejre. Og så skal der være tid til at se sine indre krokodiller i øjnene og sige: Nå, hva’ så makker?

– Hvis man spoler baglæns og tænker på de voksne, der virkelig kunne noget, så var det jo dem, der bakkede op uden at dømme og sagde — nej hvor spændende, du vil være balletdanser, fed ide. Og man kunne sidde der og måske være en kvabset teenager på 80 kg, og de sagde stadig waauu, og har du så undersøgt med skolen? 
Mette Horn, komiker, satiriker og skuespiller, bl.a. kendt fra rollen som pinlig mor til drengen Max, inviterer inden for i sit køkken på Østerbro. Det er fredag, og vi skal tale om det bedste og det værste i livet, og noget af det bedste er netop at dyrke stemningen af, selvfølgelig går det! I forhold til William og Pelle på 15 og Solvej på 12 år er det noget, hun gør sig umage med – apropos historien med balletdanserne – for det kan virkelig være en kunst som forælder at dy sig.
Mette Horns egen mor kunne! Hun satte datteren fri, da hun som 14-årig ville med Tvind til Marokko, da hun senere ville på højskole, og da hun som 16årig ville flytte hjemmefra. Skuespilleren husker i detaljer den dag, hun skulle af sted. Moren kom trækkende med sin gamle havelåge, hvor papkassen med rejseting skramlede bagpå. Hun græd hele vejen ned til stationen, og Mette Horn fattede ingenting. Nu fløj fuglen fra reden, farvel og tak for denne gang! Skuespilleren er stadig evig taknemmelig over, at hun fik lov at argumentere sig hen, hvor hun mente, lykken fandtes.
– Jeg kan virkelig nogle gange bide tungen af mig selv. Som her i december, da William havde fødselsdag, og jeg købte Al Gores klimabog og lagde den øverst i bunken af gaver. Det var i forbindelse med klimatopmødet, og jeg kunne sådan tænke mig, at han begyndte at interessere sig lidt for klimaet og måske blev klimaambassadør eller advokat eller nødhjælpslæge… men lige nu vil han jo bare have lov at spille guitar ligesom sin far — hvor svært kan det være!
  
Høj i hatten
Mette Horn er ikke i tvivl om, at livet er bedst, når vi evner at tage hinanden for det, vi er, og gør os umage med at få andre til at føle sig som en succes. Vi skal lytte til dem, der får os til skyde i vejret, siger hun – men folk der gør os usikre, de skal have kamp til stregen og fylde mindst muligt. På hjemmefronten skal sønner og døtre have lov til at spille guitar, hvis det er det, de brænder for, og så gælder det om at pege hinandens sejre ud. 
– Prøv at se, hvor han lykkes, av så du lige det, nu er han høj i hatten! Og har du set hende, se lige, hvor hun stråler. Man skal opdage de der små glimt og glæde sig på hinandens vegne. Det er jo en træningssag. Ligesom at lære sig at styre en cykel, skal man lære at styre mod de gode oplevelser, modsat at være knalddygtig til at pege hinanden ud, når det går galt. Det er det værste!
Hun læner sig frem og siger med eftertryk, at det måske sker syv gange på et år, at hun selv kan spole tilbage og sige – hey, her lykkedes det. De syv gange er til gengæld det hele værd.

Mere sammenhæng
Mette Horn giftede sig for fem år siden med Steen Iversen, en vaskeægte cykelentusiast. I hans sommerhus er skuret fyldt med gamle cykler til gæster, der vil ud i det blå. Mette Horn elsker, når han bikser med cykler, for han bliver en glad mand af det. Steen Iversen har for nylig sammen med en ven åbnet en cykelbutik på Østerbro med håndbyggede, svenske cykler, og snakken om tohjulede fylder derfor i hverdagen – på den gode måde. Mette Horn værner om de nære relationer, dem i familien, men også alle de andre, venner, kammeraters forældre osv. Hun mener, de er livsvigtige og taler om, at mange af os har en social længsel.
– Det værste er, når vi bliver for meget eneboere i hverdagen. Når vi har så skidetravlt med at klare det hele selv, at vi kommer til at hænge for lidt sammen i dagligdagen. Danskerne er blevet mere loyale over for deres arbejdsplads end over for hinanden, og så ryger fællesskabsfølelsen. Det er jo ikke firmaet, der skal komme og besøge én på plejehjemmet! Hvis du spoler baglæns på dit år, er det øjeblikke med de gode mennesker, du husker – ikke dem, hvor du kom ind på elevskolen eller fik fem procent i lønforhøjelse.

To sekunder ekstra
Tiden er der nok af, hvis vi tager den, mener Mette Horn og fortæller, hvordan hendes datter kan lære hende et og andet her. Ifølge sin mor evner hun at få ordnet og arrangeret, så baglandet fungerer, men også så der er plads til hende selv. Hun forstår at drage omsorg, ikke kun for andre, og det er en fornem kunstart masser af kvinder, inklusive Mette Horn, langt fra mestrer lige så godt.
– Det er rørende, når man ser ens lille kvinde stå der og bare kunne, mens man selv roder med sin hensynsbetændelse og håret strittende, fordi man ikke lige nåede at rede det. Bare fysisk, hvordan hun kommer ud af en dør.. altså jeg glemmer halvdelen, min pung, indkøbslisten, mens hun går langsomt ud af lejligheden, tjekker lige en ekstra gang, inden hun låser, og får alting og også sig selv med. Det tager kun to sekunder ekstra, og de to sekunder findes.
De to sekunder eller 10 minutter findes, ingen tvivl om det, og faktisk er det især på de rolige cykelture gennem byen, helt nede i gear, at Mette Horn får de bedste ideer. De kommer aldrig, når hun fræser af sted med lungerne ud af halsen og ti poser på styret.
– Det handler om, tror jeg, at jeg ikke føler, jeg skal præstere på samme måde som, hvis jeg f.eks. sidder hjemme ved skrivebordet. Hjernen lægger sig op i en hængkøje, og så ligger den der, og så kommer det.

Frem med krokodillen
Omkring årsskiftet havde Mette Horn et par måneder uden så meget arbejde, og også ideerne udeblev. De stille perioder dukker op engang imellem, når man er selvstændig skuespiller, og de er hver gang en udfordring, for der er masser af tid, og hvordan bruges den bedst? I det her tilfælde blev lejligheden ramt af en hvid tornado.
– Her har aldrig nogensinde været så renskuret. Tingene plejer at vokse vildt i hjørnerne, men jeg må have haft brug for at koble fra. Og mens jeg ordnede, hoppede masser af krokodiller ud af panelerne, for jeg havde tid til at tage mig af dem.
Mette Horn hørte engang en mand sige, at man skulle huske at fodre sine krokodiller, og det syntes hun var supersjovt og også klogt sagt. Vi har alle sammen vores indre rovdyr, mener hun – og for at kunne trække vejret helt ned i maven, er vi nødt til at turde møde dem indimellem.
– Det nytter jo ikke noget at lade som ingenting. Mørket skal også have mad, og det er ligesom at vende sig om i et mareridt og sige, okay makker, nu har du været efter mig fem nætter i streg, hvad vil du? Det handler jo om at slutte fred med de følelser derinde, som ikke altid er lige charmerende. Se min væmmelige misundelse, min pjattede bekymring eller min følelse af utilstrækkelighed – vi må tage os af dem, når de bider. Livet cykler ikke lige pærelet derudad hele tiden, sådan er det bare, men så længe vi osse kan grine af det, så er det okay. 

Fem hurtige om cykler

Min første cykel..
..var en grå og fantastisk minicykel, som jeg fik af min far.
Den mest pinlige oplevelse
Jeg kom som purung pige kørende en varm sommerdag i kjole og med to tunge poser på styret. Pludselig cykler en fyr op på siden af mig, griner, stikker hånden ind og tager mig på brysterne, sådan ”brååt, brååt”!
Med eller uden hjelm?
Med! Jeg vil jo også have, at mine unger kører med hjelm.
Lige nu kører jeg..
.. ikke på noget, for min cykel er lige blevet stjålet, men jeg får snart en ny fra min mands butik. En Pilen cykel, fin og svensk, sådan en jeg kan have i tusind år. 
Mit højeste ønske..
..er, at der bliver opfundet en chip, der kan sættes på alle cykler og sende bipsignaler til lastbilerne, så chaufførerne aldrig er i tvivl om, at der er cykler i nærheden.

Om Mette Horn
45 år og uddannet skuespiller. Kendt bl.a. fra kabareten ”Emmas Dilemma” og tv-serierne ”Er du skidt skat”, ”Min kone er skidesur” og ”Max ”, skrevet i samarbejde med Lotte Svendsen. Serien om Max og hans pinlige mor blev i 2008 til biograffilmen ”Max Pinlig”, og en opfølger ”Max på Højskole” er på vej. Mette Horn er mor til William på 15 og Solvej på 12 år, papmor til Pelle på 15 år og gift med hans far Steen Iversen, medejer af cykelforretningen ”Saxil” på Østerbro. Mette Horn spiller lige nu med i ”My fair Lady” på det Kongelige teater med premiere den 30. april.

Bragt i LFS-Nyt, november 09

Torben Wiese er Danmarksmester i vanebrydning og har tidligere skrevet bestselleren ”Bryd vanen og nå dit mål”. Nu vil han i sin nye bog ”Bøj fisken mens den er frisk” lære os at leve, mens vi gør det. Leve mere i nuet og meget mindre i fortiden og fremtiden, som de fleste ellers har for vane. En af de væsentligste fordele ved øget nærvær er, at følelsen af lykke og glæde vokser, ikke kun privat, men også arbejdsmæssigt. Det handler om at tage lederskab i sit liv, for gør vi det, bliver vi også mere klar på vores værdier og prioriteter.

Læs mere »

Femina, august 2009 Læs mere »

LFS-Nyt, september 2009 Læs mere »

Bragt i LFS-Nyt, november 2008

Se, hør og mød! Det er kodeordene for kommunikationsrådgiver og teenagecoach Lene Eriknauer, når hun taler med unge og får dem til at stå stærkere i det mulighedernes sted som teenageland er. Hun bruger den anerkendende dialog som pædagogisk redskab – en samtaleform, der stiller ind på modtagerens kanel og er med til at udvikle det selvværd, der er så afgørende for at kunne finde sin egen vej. Læs mere »