Idekvinde og forfatter
“Sukkersheriffen - få styr på familiens sukkervaner”. Siden maj 2008 har jeg sammen med Vibeke Lund arbejdet på noget af et hjerteprojekt. Politikens Forlag er forlaget på bogen, og nu er den her. Det er med flagermus i maven, for emnet er følsomt og samtidig så hjertepåliggende.
Læs mere på www.politikensforlag.dk, hvor der ligger ti sider fra bogen, som du frit kan bladre i. Giver en ide og fornemmelse om, hvad bogen er for en størrelse. Hjælp den af sted ud over stepperne, vil du ikke nok! Emnet er så vigtigt! Se også vores nye site www.sukkervaner.dk
Anmeldelser: Et udpluk
“Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse af jeres gode initiativ”
Bertel Haarder, Indenrigs- og Sundhedsminister
”Jeg håber virkelig den bog kommer vidt omkring, fordi der er ikke meget man er i tvivl om, når man har den i huset. Den besvarer rigtig mange af de spørgsmål, familier har, den er en øjenåbner og en god inspirationskilde.”
Anne Larsen, madskribent og kogebogsforfatter
”Bogen er lødig, inspirerende, konkret, ufanatisk, afbalanceret, underholdende og anvender på god vis små skridt-tilgangen. Den vil være til gavn og glæde for mange børnefamilier.”
Per Brændgaard Mikkelsen, ernæringsekspert
Vi ved det jo godt; sukker er noget skidt, ikke mindst for vores børn, men helt ærligt er det jo også tit sukkeret, der reder stemningen, turen i supermarkedet, aftenhyggen og bilturen. Bogen ”Sukkersheriffen” er IKKE endnu en bibel, der tordner mod alt godt i livet og slår på bongotromme for mere klid og mærkelige kosttilskud. Til gengæld foreslår bogen en 5+2 ordning, altså fem dage uden sukker og to dage med, og giver dig masser af tips og inspiration til, hvordan du gennemfører programmet på en uoverskuelig og realistisk måde. Det er da til at forholde sig til — og så gør det jo ikke spor, at Nikoline Werdelin står for illustrationerne, så det hele ligesom ikke bliver så helligt, vel?
Anmeldt i Magasinet Junior, oktober
”Sukkersheriffen blev en øjenåbner, som begyndte at præge min egen kost. Min egen træthed forsvandt, min vægt blev stabil - fra da af havde jeg ganske enkelt lært at føde mig selv på en fornuftig måde. Uden kur - uden afsavn. Jeg betragter arbejdet med bogen som en personlig læreproces, men også som en rejse med to ildsjæle, hvis bog bør stå i alle danske køkkener.”
Nikoline Werdelin, illustrator
Andre bøger:
Redaktør og kreativ medspiller på indholdssiden
”Kom og se radio” udgivet på forlaget Oskar, 2007. Efter fem år på banen syntes makkerparret Søren Dahl og Kristian Borregaard, at det var på tide ikke kun at berige lytterne med opskrifter på kager og frokostretter (to tidligere bøger), men også at åbne døren op til det særlige rum, der udgør radioprogrammet Café Hack. Bogen er fyldt med citater fra årenes gæster - lige fra Jason Watt, Anders Fogh Rasmussen og Bodil Udsen til Nicoline Werdelin, Steffen Brandt og Erik Clausen. Herudover er der stemningsbilleder fra caféen, tre opskrifter fra ”Kom i kageform” plus en særlig Café Hack kage, fremstillet til lejligheden. Her er poesibøger, Søren Dahls mareridts, Søren Sohns klummer og ikke mindst beskrivelser af ”musikken bag programmet” og ”hvordan et program bliver til”. Og så er der også kærlighedshistorien med Lillian…
Idekvinde og medredaktør
“Go´ nu nat - godnathistorier for voksne”, forlaget Centrum, 2000. Udgivet til fordel for Læger uden Grænser og indtjente mere end 300.000 kr. til organisationen. Antologien, der primært består af noveller, digte, en enkelt smørrebrødsopskrift og en sang, kom i stand ved hjælp af ord fra kendte, danske kunstnere. Ligefra Carsten Jensen, Jane Aamund, Klaus Rifbjerg og Kirsten Thorup til Rune T. Kidde, Det Brune Punktum og Søs Fenger. I alt 24 bidrag. Ideen fik jeg under et nordisk seminar for Læger uden Grænser. De udsendte rapporterede om al nøden derude, og jeg tænkte som en gal, hvordan kan jeg hjælpe! Jeg der ikke kan udsendes som medicinsk nødhjælper. Takket være åbne favne, fik ideen grund under fødderne, og bogen udkom omkring årtusindskiftet.
Idekvinde og medredaktør
“Perler for svin - de mænd vi aldrig fik”, forlaget Modtryk i 1998. En skør og søstersolidarisk tanke skød projektet i gang, for jeg havde ved gud selv, syntes jeg, perlet forgæves for mænd, der bare ikke kunne se de glimtende, fortræffelige fordele - og vi måtte da være flere derude. Flere til at stå sammen og sammenligne perler! Jeg fik medsøstre med på ideen, og antologien blev skabt med en blanding af kendte og ukendte kvinder, blandt andet Vigga Bro, Pernille Aalund, Anette Kokholm, Gitte Madsen, Maise Njor og Tine Harden, der leverede en smuk smuk tyrefægterfotoserie til bogen. Mit eget bidrag handlede om guitar og blodappelsin Søren, som jeg var alt for pinligt og desperat forgabt i.