Tema bragt i Femina, august 2007.

Mundheldet ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde” rummer fantastiske billeder, hvis man lukker øjnene. Helt konkret er det den gamle rok, der knirker og knager, mens den spinder metervis af tynde tråde, der under kyndige hænder kan forvandles til prægtige gevandter, men samtidig får det også andre billeder frem – billeder af situationer, hvor vi selv eller andre, har formået at skabe nyt indbo, bedre økonomi, ekstra plads, ny garderobe, en kæreste eller måske en kæmpefest ud af ingenting. Hvor nøden har sat kreativiteten og viljen i spil og skabt løsninger. Om evnen til at spinde, når nøden melder sig, især er forbeholdt kvinder, eller om det udelukkende handler om at besidde et særligt fightergen, vil vi lade læseren om. Her vil vi - tilfældigt eller ej - invitere indenfor i tre kvinders historier om at klare dagen og vejen med de forhåndenværende midler, viljer og muligheder.

Hun tager sin egen medicin

I hendes nystartede virksomhed hjælper hun ansatte på arbejdspladsen med at håndtere de konflikter, der uundgåeligt opstår, når man er mange under samme tag. Hun hjælper ud fra devisen, at du skal starte hos dig selv, og i sit eget liv har hun oplevet, hvor afgørende det er. Da faren til hendes barn fik en hjerneskade under en operation, måtte hun tackle en umulig konflikt.

- Min kæreste skulle opereres for en godartet svulst i hjernen. Det var et forholdsvis lille indgreb, så vi var ikke urolige. Det viste sig imidlertid, at han ikke kunne tåle narkosen, og under en ellers vellykket operation fik han en blodprop i hjernen, der gjorde ham hjerneskadet. Hans hjerne fungerede stadig intakt, men han fik nedsat funktion af hele bevægeapparatet, og havde f.eks. svært ved at tale. Jeg forstod ikke omfanget af dét, der skete, og der gik også lang tid, før jeg forstod konsekvenserne. Anne var dengang gravid i femte måned med sit første barn Niklas og boede sammen med den mand, hun ville dele livet med. Jan, Niklas far kom hjem fra hospitalet og der gik halvandet år efter operationen, men så gav hun op. At tage vare på to mennesker, der på hver sin måde krævede hende på alle tider af døgnet, var for stor en opgave. En bog om livet med en hjerneskadet, skrevet af pårørende, fik hende til at tage den endelige og vel nok sværeste beslutning i livet: At manden, hun elskede, og faren til Niklas måtte flytte. Fornuften havde sejret over følelserne, eller var det omvendt. Da hun læste i bogen, at de fleste pårørende bor i årevis sammen med en hjerneskadet, uden at få bearbejdet den eksistentielle krise og store sorg, de har været ude for, gik det op for hende, at hun var godt på vej til at gøre det samme. Hun kunne jo ikke svigte Jan, men samtidig svigtede hun sig selv, sine behov og drømme, og også sin lille dreng. Hun var ingen superkvinde med uanede kræfter - den erkendelse stod pludselig klokkeklar. 
www.konfliktledelse.nu, Anne købte domænenavnet for et par måneder siden, lige før starten på hendes nye virksomhed og en tilværelse som selvstændig, som hun har arbejdet målrettet på det sidste års tid. Som navnet antyder, handler det om at lede de konflikter, vi møder i livet og især på arbejdspladsen, som er her Anne fokuserer sine kræfter. Men først og fremmest handler det om, ifølge konfliktlederen, selv at kunne gå ind i sine konflikter, for først da bliver vi rustet til også at kunne møde andre i deres og gå i dialog. Da Anne for knap 4½ år siden mødte en af de største konflikter på det personlige plan, blev kimen til virksomheden i virkeligheden lagt. Hun ville arbejde med dem, også professionelt.

Bytte-bytte købmand
- Vi har alle sammen ressourcer, men de er ikke ens, så det er ikke ens for alle, hvor grænserne går og hvor ens kræfter hører op. Det handler om at kunne afdække sine egne behov og gå ud og finde den støtte og hjælp, man har behov for. Alt for mange bøvler selv med de ting, der er for store at rumme, men der er god professionel hjælp at hente i form af f.eks. samtaler, terapi og coaching – vi skal bare opsøge den.
Niklas far bor i dag alene i et hus på Midtsjælland, og der går ikke en dag, uden at de to forældre har telefonisk kontakt. Udover at Niklas far så vidt muligt deltager i alle arrangementer omkring sin søn, f.eks. jule- og sommerfest i børnehaven og børnefødselsdage, har han det sidste års tid ved hjælp af en hjælper kunnet have besøg af sønnen i nogle weekender. Konfliktlederens klare holdning til livet er, at forandring ikke er en mulighed, men en kendsgerning. Forandring er og sker, om vi vil det eller ej. Vi kan ikke kæmpe imod, og gør vi det alligevel, så bliver det en umulig og ulykkelig kamp. Det er vigtigt at turde føle sine følelser, være tro mod dem, og så ellers turde gøre, hvad der skal gøres. Men så vidt for det personlige plan. Hverdagen som alenemor med et fire-årig barn, kræver masser af praktik og logistik for at få enderne til at nå. Til tider kan det være lidt af et puslespil. Niklas mormor bor i nærheden og kan for det meste træde til, men jo ikke altid, og derfor annoncerede Anne efter en barnepige. Hun drømte om et par eftermiddage og aftner om måneden med tid til sig. En pensioneret pædagog henvendte sig, og da de to kvinder havde talt lidt sammen, endte de med at have lavet en aftale, der gik på, at pædagogen mod at passe, fik ordet sin have. Den havde hun nemlig svært ved at magte, modsat Niklas mor, der elsker havearbejde og ikke havde råd til alt for mange barnepigeudgifter. Ordningen fungerer perfekt for både barn og voksne.

Et fristed
Glæden ved havearbejde stammer fra kolonihaven, som Anne købte for nu ti år siden. Den er et ubetinget fristed, og når foråret vågner, kribler det i fingrene for at komme ud og luge og gøre huset klar. Den lille familie flytter ud hele sommeren, mens lejligheden i Søborg udlejes, og i år har det været en ekstra luksus at flytte, for køkkenet er splinternyt - det vil sige nyt i kolonihavehuset, af dato er det gammel i gårde - det er krejlet for 400 kr. i ”Den Blå avis”. Anne kan blive helt høj over, at et fuldstændig intakt køkken sådan bliver smidt i nakken på en. Men også alt muligt andet nyttigt ligger lige for. I sidste uge for eksempel, hvor det styrtregnede, og hun kom ud fra kontoret uden regntøj og paraply, så hun pludselig noget langt og blåt stikke op fra en container i nærheden. Tilfældigt eller ej - paraplyen var godt nok lidt flosset i kanten, men den bragte hende tørskoet hjem på cykel gennem København.
- Jeg kan bare ikke køre forbi en åben container uden lige at tjekke, om der er noget. Men det skal være noget, der virker, jeg orker ikke alt for gammelt ragelse - at bruge tid på det. Samtidig er jeg blevet noget af en byttecentral for venner og bekendte, for de ved godt, at har de noget godt, så skal det lige omkring mig, før de smider det ud. Det jeg ikke selv bruger, sender jeg videre i systemet. Cykler, svømmebassiner, grill, køleskabe osv. For det første er der god økonomi i at genbruge, men jeg har det også godt med, at ting, der fungerer får nyt liv i andre sammenhænge. Der er jo sager nok i verden, og mange af dem kan sagtens genbruges. For mig er ting ikke så vigtige at holde fast i. Mennesker er vigtige at holde fast i. Mennesker, vi knytter til os. Konfliktlederen taler om det livsnødvendige i regelmæssigt at rydde op og ud i vores ting og tanker, men også i konflikterne indeni. Det skaber ikke alene god, ny plads i hovedet, men gør også målet tydeligere og derfor lettere at nå. På søndag tager hun en uge på højskole sammen med Niklas og Niklas far, og hun glæder sig. De tre er knyttet.

Jeg må have hende tæt på kroppen

Skaley kom hertil som 14-årig fra Ghana, kunne ikke en lyd dansk, men kæmpede bravt og kom i frisørlære som 19-årig. I dag er hun dansk statsborger, selvstændig med egen salon, mand og to piger. Den yngste er stadig spæd, og hænger på mors ryg, mens der klippes – for er du alene bag roret skal forretningen passes – også i din barsel.

Der stikker noget ud fra frisørens ryg. Du ser det ikke umiddelbart, når du kommer ind i salonen, og alligevel, for selv når barnet sover, vipper et hoved med krøller, og to små fødder stritter med tæerne. Abena er indsvøbt i et tørklæde og hænger på ryggen af sin mor Skaley. Frisør Skaley, som hun kaldes i lokalområdet, hvor alle kender hende. Abena kom til verden en tirsdag i november 2006, som lillesøster til Nana på fem år - Abena betyder anden dag i ugen. Da hun blev født, klappede hendes lunger sammen, og hun måtte akut opereres. Mor og datter var nu indlagt et par måneder, før den nyfødte var erklæret rask. Allerede da Abena var tre måneder gammel begyndte hendes mor igen at arbejde, men med datteren på tæt hold – i bogstaveligste forstand - for tre-fire timer om dagen sover hun på sin mors ryg, mens der bliver klippet og fønet. Resten af tiden passes hun af en barnepige i og omkring salonen.
- Vi var så tæt på at miste hende, og derfor må jeg have hende hos mig. I Ghana findes der ingen barnevogne, her bær vi vores børn, og det er trygt at mærke hende, mens jeg arbejder. Jeg ammer stadig og kunderne har været fantastiske. De ved, at de skal afsætte ekstra tid, når de kommer.
Skaley fik ellers blankt nej til et lån på 50.000 kr., der i sin tid skulle bruges til at istandsætte salonen. Banken troede ikke på hende. Selv havde hun sparet 40.000 kr. op, men de rakte kun til depositummet og første måneds husleje. Hun havde ellers fundet de perfekte lokaler. Det var en grønthandler på Vesterbro, der mirakuløst hentede et bundt nøgler fra baglokalet, da hun for gud ved hvilken gang stillede spørgsmålet, om han kendte nogen med lokaler til leje. Han havde selv lige åbnet i nye lokaler, så hans gamle var ledige. Hun slog til uden at have økonomien i orden. Det skulle nok gå!

Hjælpen er nær
- Jeg travede op og ned ad gaden og standsede alle, der lignede håndværkere og sagde – Goddag jeg hedder Skaley, jeg har brug for dig, og hjælper du mig, så klipper jeg dig. Det tog en måned at få ordnet gulve og vægge, malet og installeret el og vand osv. Nogle af håndværkere betalte jeg, men aldrig fuld pris, det kunne jeg ikke. Jeg kunne klippe.
”Salon Skaley” på Viktoriagade i København, åbnede i december 2003 i kulde og møgvejr, og den nyåbnede frisør ringede rundt til alle, hun kendte og fortalte, at nu var hun i gang. Men det første år var sejt. Selvom der kom pænt med kunder i butikken, så tjente hun ikke mere end til at dække de faste udgifter, så når salonen lukkede om aftenen, gjorde hun rent i vuggestue. Og mens hun arbejdede i Danmark, gik hendes søster, der var rejst op fra Ghana, rundt i lejligheden i Lund, og passede hendes første barn Nana, der dengang var lidt over et år gammelt. Nanas far, ghaneseren Ampadu, som Skaley har været kæreste med siden tiende klasse, arbejdede som mekaniker i Göteborg, og var kun hjemme hos familien i weekenden. Parret valgte i sin tid at bosætte sig i Sverige, fordi der var billigere at bo.
- Jeg tog hjemmefra klokken halv ni om morgenen, og var først tilbage igen 11, halv 12 om aftenen, så jeg så ikke meget til min datter i løbet af ugen. Jeg kunne holde det ud, fordi jeg vidste, at min søster var der for Nana - at hun var i de bedste hænder. Jeg ville så nødig give op.

Fem børn på trappen
Forhistorien må nødvendigvis med, for den sætter kampgejsten i perspektiv. Skaley var kun tre år, da hendes mor forlod hende og fire søskende i Ghana for at flytte til Danmark med sin nye danske kæreste. I 1993, da Skaley var fyldt fjorten, blev savnet dog for stort for kvinden i nord, og hun fik arrangeret, at de fem børn i alderen ni til 17 år flyttede op til hende – tre drenge og to piger. Der var ingen andre børn i huset i Jyllinge, tæt ved Roskilde, da de fem fra Afrika ankom med deres ejendele, så ikke alene var det en overvældende omvæltning for de nyankomne, både kulturelt og følelsesmæssigt, også for deres stedfar var det noget af en mundfuld. Parret blev skilt to år efter. Skaleys storebrødre var imidlertid flyttet hjemmefra, og den mindste bror var kommet på efterskole, så de var nu tre kvinder om at dele hverdagen.
- Det var nogle hårde første år. Jeg kendte jo ikke min mor, og så dét at blive placeret i en ottende klasse, hvor du ikke fatter en brik af, hvad der foregår. Jeg fik ekstra undervisning på skolen, og efterhånden gik det op for mig, hvad det var for et sprog, jeg havde med at gøre. Men jeg var sat helt tilbage, kunne ikke kommunikere og følte mig forkert i mig selv.
Som årene gik, blev det bedre, i hvert fald sprogmæssigt, at falde ind i bybilledet, men dét at få venner, var en udfordring. Skaley fortæller, at danskerne værner om deres venskaber, og er du først lukket ind i varmen, så bliver du der længe, måske evigt. Men døren skal åbnes først. I tiende klasse begyndte det at gå bedre, og hun fik gode drengevenner. Skaley har altid haft det bedst med drenge, for hun orker ikke alt for meget hønsegård og bagvask, som hun kalder det.

Den fødte frisør
En studievejleder i folkeskolen puffede hende i retning af frisørfaget. Han så jo, hvordan eleven selv dagligt skiftede frisure og lavede fletninger på andre. Skaley rystede bare på hovedet, hun havde ikke lyst til at røre ved folks beskidte hår, men to dage i praktik, som hun til sidst indvilligede ind, vendte op og ned. Manden havde jo ret. Det var noget for hende. Efter en mesterlære i fire år hos ”Klip 13” i Jyllinge, fik hun job på Gl. Kongevej på Frederiksberg, hvor hun arbejdede indtil sin barsel med Nana – en barsel, der var alt andet end rosenrød. Nana blev født med en alvorlig hjertefejl, hvilket først blev opdaget efter tre uger, selvom barnets mor insisterede på, at der var noget galt. Først da hun afleverede spædbarnet på hospitalet med ordene - jeg vil ikke have hende, blev hun scannet. Det første halvandet års tid var hun langt mere svag end sine jævnaldrende. Frisøren besluttede sig for at blive selvstændig, så hun frit kunne stå til rådighed, hvis hendes barn havde brug for hende. Hun fik sin søster til at være barnepige og ung pige i huset, indtil Nana var halvandet år og stærk nok til vuggestuen.
- Jeg blev gravid med Abena i starten af 2006. Salonen var begyndt at gå godt, og jeg kunne hente løn hjem og også spare lidt op. Det var en sejr, og jeg arbejdede så længe, jeg overhovedet kunne. På grund af en urinvejsinfektion sidst i graviditeten måtte jeg geare ned, og de sidste par måneder havde jeg kortere dage, men mine kunder indpassede sig. Noget af det vigtigste, jeg har lært i årene her i Danmark er, at hvis du bare er ærlig, tør åbne munden og række hånden ud, så er støtten der også. Folk vil rigtig gerne bakke op og hjælpe, men du må skubbe lidt til dem først.
 

Jeg tog mit netværk i ed

Ønsket om et barn var brændende, og uden en mand til at opfylde det, lå beslutningen om at blive alenemor til et donorbarn lige for. Ikke alene havde Charlotte Andersen et stærkt netværk i baghånden, men også en dansk jura, det gjorde det både muligt og legalt. Hun forsøger netop nu at blive gravid med sit andet donorbarn.

- Når Alberte spørger mere indgående til sin far, vil jeg være bundærlig og sige til hende, at jeg godt forstår, hvis hun er ked af det og frustreret over ikke at have nogen far. Jeg vil fortælle hende, at jeg hellere end gerne ville have mødt en mand, der elskede mig nok til at ville have børn sammen med mig, men at hun skal vide, at hun er mit største ønskebarn.
Charlotte Andersen er 40 år og mor til Alberte på 3 ½ år. Oprindelig er hun uddannet sygeplejerske på en børneafdeling. I dag arbejder hun som produktchef i et medicinalfirma. Hun forfølger de mål, hun har sat – også år tilbage. Spørger man veninder og familie, mener hun, at de ville kalde hende en stædig fighter. Selv siger hun, at hun styres 100% af sine fornemmelser. At det skal kilde det rigtige sted i maven, før hun navigerer efter det. Alberte er donorbarn og sat i verden ved hjælp af insemination på ”StorkKlinik” i København. Faktisk kunne Alberte have været dobbelt så gammel, for allerede tre år før hendes undfangelse sidst på året i 2003, sad Charlotte Andersen i en stol overfor jordemoder Nina Stork og fik skrevet sin journal, hvilket er første skridt på vej mod et donorbarn. Produktchefen havde læst en artikel om klinikken i år 2000 og var blevet så tændt på ideen, at hun bestilte tid og følte sig parat til at blive alenemor. Skæbnen ville dog, at hun dengang fik en diskosprolaps og blev for syg til at gå ind i et graviditetsforløb. Kort tid efter mødte hun så også en kæreste, der på mange måder lignede faren til hendes børn. Han var dejlig, årene gik, de havde det godt sammen, og han sagde også, at han elskede hende, men når hun nævnte ønsket om et barn, blev han fjern i blikket. Charlotte Andersen fortæller.
- Det bizarre ved den kærlighedshistorie var, at mens vi stadig sås, traf jeg beslutningen om at gå i gang hos Nina Stork, og i det halve år forløbet varede, før det lykkedes at blive gravid, var det min bedste veninde Birgitte, der trofast sad ved min side under samtlige konsultationer og de tre inseminationer, det skulle til, før jeg blev gravid. Især var Birgitte helt uundværlig, da jeg første gang mistede fosteret i 10. uge og dybt ulykkelig måtte have en udskrabning på Hvidovre Hospital.

Et uvurderligt netværk
Første insemination fandt sted 14. juni 2003, og først efter tredje forsøg den 5. december samme år, lykkedes det. Charlotte Andersen fyldte 37 år den morgen, da det for alvor gik op for hende. Det var den 22. december, og hun vågnede med kvalme. Kæresten var stadig med på sidelinjen, og jo mere maven voksede, jo vildere blev han med hende. Hun gjorde det endeligt forbi, da hun var 26 uger henne. De var på restaurant, og det skete midt under hovedretten - pludselig forstod hun, at det var forkert. Han havde aldrig villet have barn sammen med hende, og han var ikke faren til det, hun ventede. Hans engagement kom for sent. Barnet var hendes.
- Da jeg tog beslutningen om at få et donorbarn, tog jeg den ikke alene. Jeg er enebarn, så først og fremmest var det vigtigt for mig at få min mors fulde opbakning, fordi hendes andel i Alberte ville blive stor – det vidste jeg jo. Min mor bakkede fuldt op, og i dag er vi en treenighed, hvor min mor i tid er den far Alberte ikke har. Herefter gik jeg til resten af familien og vennerne, for jeg vidste, at jeg ville have brug for et stærkt netværk. Hele vejen rundt var der opbakning, og den af mine mandlige venner, som var mest skeptisk, fordi han mente, at et barn burde have en far, er i dag Albertes yndlingsonkel.
Charlottes Andersen mormor døde, da hun lige havde født Alberte, og hendes mor arvede nogle penge, der gjorde, at hun kunne gå på efterløn. Det betød blandt andet, at hun udover at passe Alberte i fire måneder, fra hendes datter skulle tilbage på arbejdet og til barnebarnet fik plads i vuggestuen, kan være sammen med sit barnebarn mindst hver 3. dag plus tage over ved sygdom og når Albertes mor trænger til tid alene.
- Jeg går nok ikke helt så meget ud, som jeg måske burde, selvom der er nok af hænder, der står parate til at tage over. Også min mor. Men jeg prioriterer tiden med Alberte enormt højt, når vi er
sammen, også fordi jeg til tider har en del rejseaktivitet i mit job og arbejder meget. Men ind imellem, måske en gang om måneden, ringer jeg til min mor og be´r om oase-tid. Så sover Alberte
ved mormor, og jeg får tid til at dulle rundt og lakere negle, læse blad, hører høj musik og bare være. Det er fantastisk og jeg har ikke dårlig samvittighed, ikke længere. Alberte elsker at være hos sin mormor, som hun er stærkt knyttet til.

En bror- eller søster
Charlotte Andersen meddelte allerede efter endt barsel med Alberte, at hun gerne ville have endnu et donorbarn. Hun har nu været i gang et halvt års tid, men da det ikke rigtig lykkes, er hun på opfordring fra ”StorkKlinik” startet hos en gynækolog, der hjælper med hormonbehandlinger og insemination. Var der kommet en kærlighedsforhold på banen i mellemtiden, så var det måske endt i et barn, men det er stadig ikke kommet, så igen har beslutningen ikke være svær.
- Jeg er stormende forelsket i min datter og bliver det mere og mere. Hun har været nem. Har ikke haft kolik eller været skyld i alt for meget natteraveri, jeg har helt klart været heldig, og selvfølgelig er dét at få et lille barn ikke bare rosenrødt. Det kræver masser af benhårdt arbejde, for dit barn fylder alt. Det er der altid, altid. Du er alene om alle de store beslutninger, også selvom du har et stærkt netværk, men jeg ville for alt i verden ikke være foruden. Jeg tror oprigtigt, at jeg ville være et ensomt og ulykkeligt menneske, hvis ikke jeg havde fået Alberte. Dét at et andet menneske elsker dig så betingelsesløst. Jeg håber af hjertet, det lykkes for mig igen at blive gravid, men roen er større nu. Jeg har jo ét dejligt barn.
Charlotte Andersens råd til medsøstre i en alene situation og med et ønske om et barn er at springe ud i det! Samtidig lægger hun ikke skjul på, hvor vigtigt det er, at have netværket med i processen, men også at gøre sig klart, hvad man som mor siger, når barnet spørger ind. For hende har åbenhed været et nøgleord, at hun som årene er gået har fortalt alle omkring hende, hvordan tingene hænger sammen. Her er ingen hokus pokus - Alberte er et donorbarn og en ubetinget glæde.
Faktaboks:
StorkKlinik er en fertilitetsklinik, der bestræber sig på at være et alternativ til andre fertilitetsklinikker. Bag klinikken står jordemoder Nina Stork, der ønsker at skabe rammerne for, at alle kvinder, - med og uden mand kan få opfyldt ønsket om et barn. Kvinderne på klinikken er for ca. 40% vedkommende lesbiske kvinder, enten i parforhold eller enlige. Ca. 60% er heteroseksuelle kvinder med eller uden mand, og omkring 2/3 kommer fra Norge, Sverige eller Tyskland. Inseminationen foregår i trygge rammer under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold og af specielt uddannede jordemødre og sygeplejersker
Læs meget mere www.storkklinik.dk