Femina, august 2009

Vi kender hende alle sammen. Den speedsnakkende kvinde, der straks hun kommer ind i et rum fylder med sine ord og bare bliver ved at tale. Men hvorfor taler hun så meget, og hvilke konsekvenser kan det have - og vigtigst af alt, hvorfor er der ingen, der tør melde det ud til hende? Ifølge to eksperter bør vi uden tvivl tage tyren ved hornene og gøre det - både på arbejdspladsen og i det sociale liv. I hvert fald ville casen Diana, der godt ved, at hun snakker meget, sætte pris på ærlighed også her.

Ingrid Ann Watson, ekspert.
”Hvor manden løser problemer via det tænkte ord, løser kvinden problemer via det talte ord. Hun taler, mens hun tænker, og i tankerne går hun igennem sin egen, sine børns og sin mands dag, mens hun sætter ord på det alt sammen.”
Ingrid Ann Watson, der er psykoterapeut og samlivs- og seksualrådgiver, har arbejdet med kønsforskelle i mere end 20 år. At nogle kvinder taler ekstremt meget er et fænomen, hun ofte støder på, og de sociale konsekvenser kan desværre være, at de bliver stødt ud af klanen. Folk kan begynde at joke respektløs ved at sige: ”Nu kommer Åse, her er noget vat!” De holder måske op med at invitere hende, eller mister respekten for hende. Men hvad gør man, hvis ens veninde eller en anden nær relation taler så meget, at det ikke er til at holde ud?
”Håndter det, men håndter det kærligt. Sidstnævnte er vigtigt, for det vil ofte komme bag på personen, at du oplever det sådan. De fleste speedsnakkende kvinder aner ikke, at de gør det. Sig det aldrig som et udfald af irritation, men beslut hjemmefra, at i dag vil du fortælle Olga Maria, hvad talestrømmen gør ved dig. ”Jeg kan mærke, at jeg mister pusten, når vi er sammen. Jeg savner at blive lyttet til, for der er så meget, jeg gerne vil fortælle dig.” Giv din opfattelse af situationen på en anerkendende måde. Hvis du bare siger: ”Du taler ulideligt meget, stop det!” så vil de fleste føle det som et sårende angreb. 
Oplever du at blive afbrudt igen og igen, fordi den talende vil til, kan en løsning være at tage ordet tilbage. Ingrid Ann Watson giver et eksempel med kvinden, der fortæller om en ny kjole. Straks bryder den talende veninde ind og beretter, at hun også har en ny kjole og en anden, hun kender, også har købt én osv. Her er udfordringen at gøre det klart, at man ikke var færdig med historien og så fortælle videre. Afbrydes historien igen, må man igen bryde tilbage. Det er en bevidst handling, som gør den talende opmærksom på, at I faktisk er to med noget på hjerte.

Gode råd i parforholdet
Hvis kvinden er den, der altid taler, er der en risiko for, at han vil trække sig. Jo mere han dog gør det, jo mere taler hun for at få reaktion og nærhed. Mænd vil rigtig gerne lyttes til, og især vil de gerne have lov til at tale om deres arbejde. Mange kvinder tager ikke det behov alvorligt. De mener ikke, at snakken er vigtig, men glemmer, at det er en del af hans måde at vise følsomhed, åbenhed og personlighed på. Jo mere du som partner derfor lytter engageret til ham, også når han taler om sit arbejde, jo større er chancen for at du får mere omsorg, dejlig sex og dybere snakke.

Øvelser:
• To-tre gange om ugen stiller I et æggeur på 2 ½ -5 min. Begge har nu den tid til at sige, lige hvad I vil. Der er ingen krav til, hvad der skal tales om, og I behøver ikke at kommenterer på, hvad den anden har sagt.

• Spørg ind til ham hver dag og vær til stede, når du spørger – mindst 10 minutters lytning. Han vil helt sikkert spørge ind til dig bagefter og elske dig for din opmærksomhed.
Ingrid Ann Watson

Gode råd på arbejdspladsen
Før du går hjemmefra, er det en ide at have forberedt nogle sætninger til den meget talende kollega, der dræner arbejdslivet. Det handler om at lære sig at sige fra på en måde, der er til at overskue, og som du har det godt med, I skal jo også fortsat være kolleger. Konfrontationen må tages, helst før end siden, for ellers bliver det aldrig anderledes. Tag aldrig dialogen, mens der er irritation i blodet.

Øvelser:
• Når kollegaen kommer hen til dit bord, så sig måske: ”Hvad kan jeg hjælpe dig med? ”Efter lidt tid: ”Er der mere, vi skal snakke om nu.” ”Jeg har lidt travlt, så jeg vil gerne, at vi tager den senere. Du er også velkommen til at sende mig en mail.”

• Rejs dig op fra stolen, når snakken bør afsluttes eller bliv siddende med ordene. ”Jeg har desværre ikke mere tid.” Åbn måske døren for kollegaen eller foreslå, at I kan følges ad ud, for du skal måske hen efter en kop kaffe.
Ingrid Ann Watson

Råd til talende kvinder generelt:
• Øv dig i at være del af et selskab i kantinen, i venindekredsen, i familien, der ikke hele tiden siger noget. Ti bevidst stille. For mange vil det være grænseoverskridende, fordi de normalt altid taler og følt sig trygge ved det.

• Når du kommer ind i et rum, så øv dig i lige at trække vejret dybt ned i maven et par gange. Mærk bogstavelig talt rummet med fødderne. Formålet er at være bevidst til stede, så automatpiloten med talestrøm ikke automatisk sættes til. Når vi er fuldt til stede, kan vi bedre lytte og aflæse andres signaler.
Lise Hessel Damsgaard

Lise Hessel Damsgaard, ekspert.
”Mange kender til dét indimellem at tale for meget. Vi sidder måske med en fornemmelse af at have tudet en anden ørene lidt for fulde til festen i fredags, til sidste personalemøde osv., men at tale meget er der jo ikke noget galt i, hvis vi ellers har noget væsentligt på hjerte – og vel og mærke ikke altid gør det. Det handler om variation og et regnskab, der skal gå op i en højere enhed. I relationer skal der nødvendigvis være plads til andre end én selv på talepodiet. Det er et spørgsmål om at have en god føling med, om dem du taler til nu også er optagede af dét, du siger eller ønsker sig langt væk.”
Ifølge Lise Hessel Damsgaard, der er selvstændig psykoterapeut og coach ved siden af jobbet som regionschef, er problemet med meget talende kvinder ofte, at de ikke er i stand til at aflæse responsen hos andre.”
Eksperten forklarer, at der ikke kan laves en fasttømret definition på en meget talende kvinde – men at hun som regel ikke er i særlig god kontakt med sig selv og derfor heller ikke sine omgivelser. Det kan handle om, at kvinden er usikker på sig selv og f.eks. ikke bryder sig om stilhed, fordi det gør hende tryg at tale. Det kan også have grobund i et lavt selvværd, som hun skjuler bag en påtaget glad og talende facade. Måske hun har brug for at høre sig selv for at blive bekræftet, eller det kan handle om behovet for kontrol over sig selv og børn og ægtefælle.
”I terapisprog taler vi om ikke at være hjemme i sig selv. Talende kvinder mærker hverken sig selv eller andre godt – de skal lære at finde hjem. Kvinder, der er bange for stilhed i et rum skal f.eks. lære at rumme den stilhed. De skal kunne rumme deres modsætning.”
Lise Hessel Damsgaard understreger, at der selvfølgelig også er positive konsekvenser ved at være meget talende. Vedkommende har som regel let ved at komme i kontakt med andre og kan kommunikere med alle og enhver – også fremmede.
”Jeg kender adskillige, hvor jeg tænker, at de er enormt sjove at være sammen med. Det er befriende at møde dem, for de tør fylde i rummet. Efter et stykke tid bliver talestrømmen dog tit for meget, jeg tror man kan sige, at lige her og nu vinder kvinderne meget sympati, men på sigt taber de den, fordi gode relationer kræver, at der er plads til alle parter.”

Forpligtet til ærlighed
Lise Hessel Damsgaard fortæller om en klient, der lige var blevet skilt og følte, at verden var sunket i grus. Udover skilsmissen var mange venner igennem årene holdt op med at kontakte hende, og en veninde havde fortalt hende hvorfor: Klienten talte for meget og satte kun sig selv i centrum! Klienten blev først vred og ulykkelig, men da hun havde sundet sig lidt, ville hun gerne gøre noget det. Hun var taknemmelig over venindens ærlighed.
”Jeg mener, at vi er forpligtet som nære relationer til at sige sandheden. Men det gælder om, når vi konfronterer hinanden, at vi taler ud fra os selv ved at give en række eksempler på, hvornår vi oplever, at det bliver for meget. Selvfølgelig er der en risiko for, at udmeldingen virker sårende, men gør vi det omsorgsfuldt, så ligger følelsen af taknemmelighed lige i halen på modstanden.”
Et typisk reaktionsmønster hos mange er at undgå den talende, men endnu værre er det, ifølge eksperten, hvis vedkommende rent faktisk spørger, om man synes, hun taler for meget og så dér ikke sige sin ærlige mening.
”Hav eksempler på lager. Det vigtige er, at du får formidlet budskabet på en måde, hvor du giver noget af dig selv og ikke kun klandrer den anden. Du må gøre det klart, at du melder ud af omsorg - ikke for at skubbe den anden væk, men for derimod at bevare en tæt, ligeværdig relation – hvilket ikke er tilfældet, når den andens ord igen og igen blæser dig omkuld.”

Faktaboks:
Begge eksperter peger på, at kvinder ikke er alene om posten som meget talende. Også flere og flere mænd melder sig på banen. De slipper dog lidt nemmere af sted med deres ordstrøm, fordi de kulturelt set forventes at sige noget klogt, når de åbner munden - de har jo tænkt sig om, før de taler! Typisk bestrider meget talende mænd chefposter og sælgerjobs.

DIANA, case
”Hvorfor er det, at rigtig mange kvinder taler så meget, og nogle så meget, at man ikke kan holde ud at høre på dem?” Spørgsmålet fascinerende mig, ikke mindst fordi jeg selv er en kvinde, der elsker ord og også at sige dem højt! Jeg ville gerne skrive en artikel om emne, men kunne umiddelbart ikke finde en case — i hvert fald havde jeg ikke mod på at henvende mig til en af de kvinder, jeg kender, der taler som et vandfald. En dag kom min mand så hjem og fortalte, at en sygeplejerske på afdelingen omtalte sig selv som en, der snakker meget, og jeg ringede fluks til Diana. Hun sagde ja til et interview med ordene: ”Folk har godt nok aldrig sagt til mig, at jeg taler for meget. Men jeg ved jo, at jeg er ret snakkende.”
Diana er 39 år, gift og mor til to. I sit job som sygeplejerske kræver det, at hun også skal kunne være stille i et rum — hvis en patient for eksempel er meget syg, og de pårørende sidder ved sengen og er kede af det. Men når hun kommer ud til sine kolleger, går snakken igen lystigt, fortæller hun. Når man taler med kolleger omkring Diana, mener ingen, at Diana går over stregen. Hun taler tit og meget, siger kollegerne, men hun er samtidig ret underholdende og forstår også at lytte. Selv siger Diana:
”Der er bestemt nogen, der overgår mig. Det kan jeg jo både se og høre. En tidligere kollega, fra før jeg blev sygeplejerske, overgik mig for eksempel med flere længder. Når vi sad mange kolleger sammen, talte hun konstant og som den eneste. Vi andre fik ikke et ben til jorden. Når jeg er sammen med kvinder som hende, lukker jeg nærmest ørerne.”
Men hvor Diana lukker ørene, når hun møder sin overmand, så åbner hun til gengæld munden, når hun møder stilheden. Diana fortæller, at sidder hun i et selskab, og der er stilhed, så bliver hun helt stresset indvendig og føler, at det er dybt pinligt. I de tilfælde begynder hun straks at sige noget.
”Jeg ved godt, at jeg ikke har ansvar for, om der bliver talt, men sådan kommer jeg til at føle det.” Eksperten Line Hessel Damsgaard har en god øvelse til dét at lære sig at holde stilheden ud, og stillet overfor den, tænker Diana sig om lidt før hun siger, at det måske kunne være okay at prøve, men at det ville blive meget svært.
Sygeplejersken siger, at hun oplever det som en af de største udfordringer, at hun er en person, der taler lige ud af posen. ”Jeg kan komme til at såre folk, fordi jeg bare taler derud af,” fortæller Diana, men selvom sygeplejersken er kendt for at kalde en skovl for en skovl, så ville hun aldrig nogensinde turde fortælle den talende kollega fra før, at hendes ordstrøm var et problem for omgivelserne.
”Måske jeg er en kylling, men jeg ville være utrolig bange for at såre hende, også selvom alle gik og talte bag hendes ryg, hvilket jo faktisk var endnu mere sårende.”
Da jeg beder Diana sætte sig i kollegaens sko og samtidig fortæller hende, at begge eksperter jo råder til, at vi melder ærligt ud — også til meget talende medmennesker, siger hun, at det virkelig er et dilemma. Hun ville selv rigtig gerne have, at andre sagde til hende, hvis hun var for meget, men derfra til selv at turde melde ud er der et stykke vej.
Sygeplejersken har egentlig aldrig overvejet, om hun burde tale lidt mindre. Livet er godt nok trist, synes hun, hvis ikke folk er til at hive et ord ud af.