Citater fra artikler og andre skriverier. 

- Et barn, der ikke er favnet af den voksne, er faktisk udsat for mobning - et andet fagligt ord er omsorgssvigt. Pædagogen, der afviser barnet, er med til at skabe et barn, der vil føle skam og skyld, fordi det fornemmer, at det gør noget forkert.
Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog

- Jo, men jeg vejer stadig fem kg for meget! Sådan lyder en typisk ordveksling mellem to kvinder. Eller denne her. - Sikke nogle smarte støvler. - Nå dem - de kostede kun 99 kr. i Føtex! Nanna Munk oplever det igen og igen, og fanger også sig selv i det, at kvinder er vildt dårlige til at tage imod komplimenter. Vi har det med at forklejne alt, der ligner en positiv bemærkning møntet på vores udseende eller kompetencer. Selv øver netværkskonsulenten sig på at sige tak uden forbehold og bliver også stædigt ved at uddele roser til kvinderne omkring hende. – Vi må hjælpe hinanden med at lære det, siger hun, og mener at vi her har en stor udfordring.
Nanna Munk, netværkskonsulent

 - Nogle klienter siger til mig - gid han dog var død, og de mener det! For kun hvis nogen er død, er det i vores samfund legalt at sørge og også få opbakning i sorgen. Men hjertesorg er hjertesorg – og at miste en stor kærlighed, en elsket person, der ikke vil én mere, kan følelsesmæssigt sidestilles med et dødsfald, for det er de samme følelser, der er på spil. Oven i købet skal den forladte også slås med skamfølelsen over at blive afvist og forkastet, fordi det opleves som en fiasko, når kærligheden går i stykker. Er det fordi, jeg er for gammel, for dum eller for grim at han eller hun ikke vil mig længere? Sådan behøver man ikke at tænke, når nogen dør.
Winnie Haarløv, terapeut

Kirsten Kjems forklarer, at det ikke handler om at være millimeterdemokratisk i forhold til ens børn, men om at fordele sol og vind, så der tages hensyn til det enkelte barn. Hun henter et eksempel fra en familie, hun besøgte, hvor den store på fire år brød fuldstændig sammen, fordi lillesøster havde fået to gaver mere end ham. Det hjalp ikke, at mor og far bedyrede, at de havde fået for lige mange penge. Der var forskel, to gavers forskel, kunne broren konstatere.
- Som forældre må vi nogle gange glemme opdragerrollen og forsøge at sætte os i øjenhøjde med barnet. Hvordan havde vi det ikke selv, når bror eller søster efter vores mening fik mere end os.
Den der fornemmelse af total uretfærdighed kan de fleste forældre med søskende selv genkalde sig. Det er okay, at den store er ked af det, sådan skal vi som forældre tænke. Jeg plejer at sige, at hvis forældre gerne vil opdrage deres børn ud fra ens værdier, så skal de behandle deres børn forskelligt - ud fra alder og personlighed. Måske den ene er en selskabsløbe, mens den anden har brug for at være alene. Giv børn ret til at være forskellige og accepter og elsk dem for det.
Kirsten Kjems, familieterapeut

-Jeg kan godt give folk et kærligt spark bagi,selvom jeg ikke kan bevæge mine ben”.
Jason Watt, racerkører i bogen “Café Hack - kom og se radio”.

-Jeg syntes faktisk, at det var en rigtig fed joke – en velkomstkomité i Mummitrold-kostume, når Sus finske mor, fra Mummiernes land, ankom i lufthavnen. Det var da humor og en typisk Lotte og Sus gimmick. Jeg tror, at løgnen bare skal være langt nok ude, så stiller man ikke spørgsmålstegn.
Carsten Foghsgaard, 45 år og projektleder hos Novo Nordisk kører altså glad og fro af sted mod Kastrup Lufthavn torsdag den 3. juli 1998, dagen før sin 33 års fødselsdag. På bagsædet sidder hustruen Lotte Garbers og veninden Sus Sommer. Den kæmpe sorte kuffert, som veninden insisterer på at bære, virker godt nok lidt tung, da han hiver den ud fra bagagerummet, men veninden forklarer det med, at Mummitrolde-fødder jo er så grotesk store. Manden i selskabet glæder sig allermest til den kolde fadøl i baren, som pigerne har stillet i udsigt. Sus finske mor har meldt sin ankomst en time senere, så der er god tid. Trekløveret hygger sig, øllen smager fantastisk, de taler om joken, men så er det, at veninden pludselig forlader arenaen. Flad af grin. Der er nemlig sket det, at hustruen igennem syv år, Lotte Garbers, har udtalt de magiske ord.
 – Carsten du skal ikke klædes ud som Mummi, du skal med mig til London. På en forlænget weekend, kun dig og mig. Det er din fødselsdagsgave!
Der bliver helt stille omkring de to barstole. Den kommende fødselar tager sin øl og bunder den.
Carsten Foghsgaard i temaet omkring overraskelser.

Lad os starte 250 millioner år tilbage i tiden. Så gammel er den ældste og mest primitive del af hjernen, også kaldet reptilhjernen. Og ikke at det nu skal handle om hjerneforskning, men når vi ifølge terapeut og forfatter Winnie Haarløv skal rundt om overraskelsens forunderlige væsen, kommer vi ikke udenom det. For det er reptilhjernen, der helt instinktivt aktiveres, når vi f.eks. nytårsaften får stød af glasset, købt i en spøg og skæmt butik, når vennerne har aflyst det vigtige møde med en ny kunde og står i lokalet og råber - surprise, eller når konen ved et tilfælde opdager, at manden har en affære. Så sker der noget ingen er herre eller dame over. Vi bliver lammet i kortere eller længere tid, og det er medfødt biologi - en rygmarvsreaktion fra dengang mammutter kom løbende over sletten hen imod stenaldermanden, der kunne løbe for livet, blive og kæmpe eller lægge sig død. Reptilhjernen kender kun en følelse, og det er frygt.
- En overraskelse er noget uventet, det ligger i ordet. Det er, når ens omgivelser reagerer, handler på en måde, der ikke passer til de forventninger, vi ellers har. Frygtfølelsen udløses så instinktivt, at man nærmest ikke fatter det.
Winnie Haarløv, terapeut

-Jeg mener, at humoren sidder i hjertet, altså i det følelsesmæssige felt. For at kunne åbne for humoren, skal vi turde åbne op til det sted, hvor vi er mest sårbare. Det kræver tillid at blotte sig, vi skal have tillid til, at vores humor ikke bliver brugt imod os. Jeg plejer at sige, ligesom du skal gøre dig fortjent til andres tillid og respekt ved selv at vise respekt og tillid, skal du også gøre dig fortjent til andre menneskers humor. Del ud af de pinlige og sjove historier, hvor du selv har spillet hovedrollen. Gør du det, får andre lyst til det samme.
Jane Rosengren, humorekspert, i artiklen “Humor er roden til alt godt”.

-For at forstå, hvad det handler om, når vi mister en person, som står os nært, må vi forsøge at forstå sorgens væsen. Hvad er sorg for noget? Præsten Johannes Møllehave blev for nogle år siden bedt om at svare på netop det spørgsmål, og hans svar finder man i bogen.
- Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med. Du har lyst til at sige, jeg elsker dig, men det kan du ikke mere. Du kan ikke komme af med det, der er ikke nogen at sige det til. Det er det, der gør så ondt.
Møllehave forklarer, at det i bund og grund handler om, at vi hver især er uerstattelige og ikke bare kan skiftes ud. Og det skal vi være kede af, mener han, men siger samtidig, at vi ikke må være kede af, at vi har et kærlighedsoverskud, for det er en del af forholdet til det menneske. At vi beholder noget af kærligheden tilbage.
Præsten pynter i det hele taget ikke på realiteterne og slår derfor også fast, at sorgen vil vare ved. Den går ikke over, og vi kan godt lade være med at tro, at mennesker der har mistet, pludselig holder op med at sørge, når der er gået noget tid. Det gør de ikke. Møllehave sætter endda spørgsmålstegn ved, om sorgen overhovedet skal bearbejdes. Han mener, at den skal have lov at være der, den skal leve, for sorgen er jo savnet, og savnet er smerten ved at have mistet.
Uddrag af artiklen: “Når du møder barnets sorg, så inviter den indenfor”. LFS-Nyt.

- Der er visse taler i livet, som du simpelthen ikke må glip af at holde. Det er kærlighedstalen til din elskede. Det er talen til dine børn, f.eks. konfirmationstalen og bryllupstalen. I livet er der ganske få øjeblikke, hvor det er så vigtigt, at du stikker hjertet og hovedet frem og sætter ord og fokus på et andet menneske.
Lene Eriknauer, strategisk planner, i artiklen. “Lær at tæmme din taleskræk” i Ugebladet Søndag.

- Det er bestemt ikke lige meget, hvem man er i legen. Det kan mange voksne godt tro. De tænker måske, Lise er med, og det er godt, for så er hun en del af fællesskabet. Og det er rigtigt, at Lise er en del af fællesskabet, men hvilken del? Hvis hun konstant ender som lygtepæl, så fastholdes hun i en rolle og en identitet, som ikke er videre opbyggelig for hende. Hun befinder sig nederst i hierarkiet, hvor selvværdet har ringe vækstbetingelser. Det viser sig, at børns indbyrdes roller i hverdagslivet meget ofte er nærmest cementerede. Der tildeles samme roller igen og igen. Det er et spørgsmål om at skabe trygge rammer. Så ved børnene altid, hvor de har hinanden!
Ditte Alexandra Winther-Linqvist forklarer, at der som voksne er flere muligheder for at guide børn og rollehæfter i en anden retning, hvis der er behov for det. Men det skal gøres varsomt. De voksne skal passe på at gribe ind i børnenes leg, fortæller psykologen. Naturligvis afhænger det af, hvor tæt den voksne er på barnet, hvor stor tilliden og trygheden er, men generelt kan man sige, at legen er børnenes rum, og det derfor kan være krænkende, hvis den voksne bryder ind og skælder ud eller irettesætter. Følg hellere først op bagefter ved måske direkte at tale om observationen - hvad skete der og hvorfor? Hvorfor måtte Niklas ikke være med? Hvorfor er det kun Marie, der bestemte? Ifølge Ditte Alexandra Winther-Linqvist

Vibeke Lund er diætist og sukkersherif. Titlen er hendes faglige identitet, for hun skyder med skarpt efter vores sukkerforbrug. Især børn har en kurve, der bevæger sig faretruende lodret. Vibeke Lund er normalt ikke den, der ryger op i det røde felt, men her gør hun. Og hun maler også gerne fanden på væggen, for hun mener, at hvis vi ikke gør noget ved overforbruget af sødt, så kommer vi som voksne til at svigte vi en hel generation af børn og unge. At det for nylig kom frem, at antallet af overvægtige på verdensplan nu er større end antallet af underernærede, sætter kun sagen yderligere i perspektiv. Men hvad er det med sukker, der er så fantastisk, at både børn og voksne så begærligt spiser af det? Vi skal tilbage til begyndelsen, til dér, hvor vi første gang lægges til brystet. Modermælken smager sødt. Den er vores første møde med verden og bliver på den måde indbegrebet af tryghed. Sukkersheriffen siger.
- Mad er lig med følelser, og især sød mad er. Vi bruger det, hver gang vi føler noget. Bare den mindste lille følelse udløser lysten til noget spiseligt og gerne sødt. Når vi er glade, bager vi en kage, når noget skal fejres, sætter vi som regel tomme kalorier på bordet. Hygge, som er et helt særligt dansk begreb, kan nærmest ikke foregå uden sukker. Men også når vi er kede af det, trøster vi os med sødt. Alt sammen er det kodet ind fra barndommen.
Vibeke Lund nævner fredagskagen på arbejdet som eksempel, hvordan den kan få de fleste af os til at glæde os – til kagen, men også til at være en del af et socialt fællesskab. Og vi skal i hvert fald nok sørge for at stå der på slaget to, når kagen skæres for, og der skal spises. Lysten til sød mad er et bål, der brænder i os naturligt fra barndommen, og derfor gælder det ifølge diætisten om at være varsom med ikke at smide mere brænde på end højt nødvendig. Vi er oppe imod stærke kræfter fra naturens hånd.
Vibeke Lund, Sukkersherif, i artiklen “Skru ned for sukkeret” i LFS-bladet.